Zoe Saldana har måttet høre mangt og meget, efter hun blev castet til at spille den legendarisk jazz- og blues-musiker og borgerrettighedsforkæmper Nina Simone i biografifilmen ‘Nina’.
Kritikerne har langet ud efter, at den meget mørke og – mener nogle – ikke klassisk smukke Simone bliver portrætteret af den mere lyse, gudesmukke og åleslanke Zoe Saldana, og en af de mest kritiske røster er Simones egen datter Simone Kelly. Det faktum, at Saldana bærer en næseprotese og fik malet huden mørkere til rollen, hjalp ikke just på sagen, og kritikerne ser castingvalget som et udslag af Hollywoods racisme, hvor sorte bliver opfattet som mere stuerene, jo lysere i huden de er.
Nu har Saldana for alvor taget til genmæle i et interview med Allure Magazine, hvor hun forsvarer sit portræt af rollen: »Der er ikke én måde at være sort på«, siger den 38-årige skuespillerinde. »Jeg er sort på den måde, jeg kender. Du har ingen idé om, hvem jeg er. Jeg er sort. Jeg opfostrer sorte mænd. Tro ikke ét sekund på, at du kan se på mig og henvende dig til mig med sådan en foragt«, uddybede Saldana, der ifølge journalisten valgte sine ord med omhu.
»Jeg har aldrig set hende som ikke-attraktiv. Nina ligner halvedelen af min familie! Men hvis du synes, den næseprotese, jeg bar, var grim, så bør du måske spørge dig selv, hvad du finder smukt? Finder du en smallere næse smuk, så jo bredere den bliver, jo mere stødt bliver du?« fortsatte Saldana.
Zoe Saldana, der gennem interviewet insisterer på filmens formål som vigtigere end hendes casting, har dog oplevet endnu mere modvind, efter filmen er blevet slagtet af de amerikanske anmeldere. Anmelderne har ikke mindst været ude efter netop Saldanas portræt af den ikoniske musiker.