Bob Hund er ingenlunde færdige med at ryste galimatias-klassikere ud af ærmet
Alle kan have brug for at rydde op, men sommetider er et totalt tabula rasa tvingende nødvendigt for at komme videre i teksten. Det er måske denne erkendelse, der har drevet de skæve skåninger i Bob Hund til i 2013 at rydde harddisken, sælge alle deres instrumenter og starte fra scratch igen. Ærkefans havde ellers spekuleret i, om køteren omsider måtte lægges under muld efter et par halvlunkne plader, der ikke levede helt op til bandets vanligt høje standarder.
Men salget af deres værktøjer var heldigvis blot et kreativt benspænd. Når de blågule rockveteraner nu turnerer rundt med deres mere end to årtier dybe sangskat, har de nemlig efter 2013 konsekvent lånt sig frem til instrumenterne, hvor end de kommer frem, ligesom det nye album, som udkommer på landsmanden Håkan Hellströms nystiftede hobbypladeselskab, Woah Dad, udelukkende er indspillet på andre folks grej.
Bob Hund har simpelthen genopfundet sig selv som en nulevende, omvandrende inkarnation af legendariske The Minutemens punk-overlevelsesopskrift – som Mike Watt formulerede det: »We jam econo«. Eller i Bob Hunds oversættelse: Den indædte, katarsiske kraut-udladning ‘RockaBilligt’, hvor den maskerede hævner af en forsanger, Thomas Öberg, med et vildt blik i øjnene og fråden sprøjtende ud af mundvigene bogstaveligt opridser det nye dogme, hvorunder Bob Hund eksisterer.
I det hele taget lyder Bob Hund her på deres gamle dage, som om de har fået sig en saltvandsindsprøjtning af rang. Hvad enten det er LCD Soundsystem-pastichen ‘Brooklyn Salsa’, den selvudslettende ‘Underklassens Clown’ eller de ømskindede ‘Inte 1 mm’ eller ‘Blommor på brinnande fartyg’, er lyden af ‘Dödlige Klassiker’ næsten entydigt af et struttende vitalt band, der ingenlunde er færdige med at ryste galimatias-klassikere ud af ærmet.
Does what it says on the tin, fristes man dermed til at sige, med et velment nik til titlen – og når nu Kent drejer nøglen om til efteråret, er det mere end nærliggende at pege på de knuselskelige sydsvenske weirdos som de værdigste tronfølgere hinsidan. De har alderen, pondussen og bestemt også energien til at blive Sveriges uofficielle nationalorkester. Heja!
Kort sagt:
Med et totalt tabula rasa har Bob Hund fået en saltvandsindsprøjtning af rang. Dette er lyden af et struttende vitalt band, der ingenlunde er færdige med at ryste galimatias-klassikere ud af ærmet.