Woody Allens tv-serie ‘Crisis In Six Scenes’ sables ned af anmelderne

Da Woody Allen for over halvandet år siden annoncerede, at han bevægede sig ind på tv-serie-territoriet, vakte det naturligvis stor nysgerrighed.

Nu er resultatet, ‘Crisis in Six Scenes’, landet – i hvert fald på amerikansk jord – og den falder ifølge anmelderne komplet til jorden.

»Vi havde brug for det bedste af Woody Allen; i stedet fik vi en kunstnerisk krise«, lyder de hårde ord fra Ben Travers på IndieWire, mens Tim Goodman fra The Hollywood Reporter ligeledes kommer med en slet skjult sviner:

»(Crisis In Six Scenes red.) er absolut bedst at se i én køre (dels fordi hvis du stopper i løbet af de første tre episoder, så er det usandsynligt, at du vil vende tilbage)«.

Mange af anmelderne kritiserer den høje grad af forudsigelighed i ‘Crisis In Six Scenes’, der lader til at være direkte kopieret fra hans filmværker. Robert Bianco fra USA Today skriver:

»Tonen er fuldstændig genkendelig«, mener Bianco: »’Crisis’ er ikke Allen, når han er bedst, og heller ikke når han er mest alvorlig og kontemplativ som kunstner«.

Det lyder ikke lovende for Allens tv-seriedebut, der har ham selv, Miley Cyrus og Elaine May i hovedrollerne. Serien er skabt for Amazon, og det er endnu uvist, hvorvidt den kommer til Danmark.

Læs også: Woody Allens ventede tv-serie ‘Crisis in Six Scenes’ har fået sin første fulde trailer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af