’Gold’: Transformeret McConaughey svigtes af tam fortælling

På papiret har ’Gold’ alt kørende for sig.

Den er instrueret af Stephen Gaghan, der vandt en Oscar for sit manuskript til ’Traffic’. Den er inspireret af virkelige hændelser, der kredser om én af aktieverdenen og minedriftens største skandaler nogensinde. Den har det klassiske mytologiske plot om hybris og nemesis – om at overdynges i rigdom kun for at miste det. Den har et ørehængende soundtrack, som er et lækkert potpourri af musik fra 1980’erne – Iggy Pop, Joy Division, Pixies, you name it.

Og ikke mindst har den en veloplagt og kropstransformeret Matthew McConaughey i hovedrollen.

McConaughey spiller Kenny Wells, der overtager et succesfuldt minedriftsselskab fra sin far. Faren dør, og Kenny er opsat på at fortsætte firmaets fremgang. Spring syv år frem i tiden: Konjunkturerne er vendt, og forretningen er kørt i bund. Firmamøder holdes nu på den lokale bar, og Kenny må sælge ud af konens smykker for at betale huslejen.

Den amerikanske drøm materialiserer sig dog, da Kenny i en Seagram-whisky-brandert ser syner af ’the ring of fire’: en kæmpe guldmine i Indonesien, som ingen endnu har formået at finde. En solgt halskæde bliver til en flybillet og en tur til Indonesien, hvor Kenny teamer op med geologen Michael Acosta (Edgar Ramírez). Det fører til historiens største guldfund, mødet med aktiemarkedets pengemænd, sammensværgelser og knust kærlighed.

McConaugheys fik et storartet comeback med sine præstationer i ’True Detective’, ’Dallas Buyers Club’ og ’Interstellar’. Fortryllelsen ophørte dog, og de seneste roller har desværre ikke haft samme magi over sig.

Med endnu en kropstransformation virker McConaugheys dog fast besluttet på at vende skuden og bringe sig selv tilbage i det spotlight, der blev døbt The McConaissance. Han har taget 20 kilo på, fået måne og hentehår, gule tænder og svedig, uren hud. Han er gået ren Christian Bale i ’American Hustle’. Det ucharmerende syn af den usunde krop eksponeres i flere scener, hvor McConaughey udelukkende bærer en tynd lille underbuks, den store vom får lov til at hænge frit, og den ene cigaret tænder den anden.

Men selvom han på imponerende vis indtager rollen med et panisk og desperat blik, en hurtigtalende mund og viftende hænder, når resten af filmen aldrig op på samme niveau. McConaugheys skuespil er levende og sprudlende. Fortællingen er forudsigelig og tam.

Da Kenney ligger med malaria midt i den indonesiske jungle, monsunregnen styrter ned, mudderet står op til knæene, og minearbejderne går i strejke, føler man som tilskuer ingen sympati for Kenny. Da Kenny kort efter bliver rask igen, viderebringer Acosta nyheden om, at de har fundet guld. Det resulterer i, at Kenny – kun iført beskidte underbukser – i lykke hopper op og svinger begge ben om hofterne på sin geolog, men heller ikke her indbyder filmen til følelsesmæssig indlevelse.

Filmen ved ikke, om den skal være et melodrama, et historisk portræt eller en svindlerkomedie. Scenerne prøver at stå på flere stole, men lander fladt mellem dem alle.

Man ved, den er gal, når selv ikke en McConaughey, der helt bogstaveligt spiller røven ud af bukserne til et soundtrack af Televisions ’1880 Or So’, ikke kan få ens puls op.


Kort sagt:
’Gold’ er en tam filmatisering om en af historiens største skandaler inden for af aktieverdenen og minedriften, som selv ikke en veloplagt og kropstransformeret Matthew McConaughey kan redde.

Læs også: Matthew McConaughey skal spille strandbums i ny film fra ‘Spring Breakers’-instruktør

Spillefilm. Instruktion: Stephen Gaghan. Medvirkende: Matthew McConaughey, Èdgar Ramírez, Bryce Dallas Howard, Corey Stoll. Spilletid: 120 min.. Premiere: Den 23. februar
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af