»En udansk tegnefilm om Danmark«
Sådan lyder undertitlen på ’Gigis’, en passioneret webserie på Youtube, der fortjener (endnu) mere opmærksomhed, end den har fået – og hvis undertitel understreger, at vi har at gøre med en serie, der ligger milevidt fra ’Badehotellet’ og ’Radio Mercur’.
Vi skrev for første gang om ’Gigis’, da projektet blev søsat for et års tid siden med en gennemgående fortælling om to rumvæsener – Gigi-Mano og Gigi-Orro – der blev sendt til jorden for at udrydde al sundhedsskadelig dansk popmusik ved at slå folk som Medina, TopGunn og Lukas Graham ihjel.
Den lidt nemme popsatiriske vinkel fik os ikke i første omgang til at spærre øjnene op, men siden har serien udviklet sig i en ny og langt mere iøjnefaldende retning, der da også har givet dem et stort og dedikeret følge på Youtube og Facebook.
Godt nok kører popstjernenedslagtningerne stadig som hovedplot i sæson 2 (hvor Eminem for eksempel ikke giver meget for Lukas Grahams påstået hårde barndom), men det står mere og mere klart, at bagmændenes sande humoristiske tæft ligger et helt andet sted end i sci-fi- og popmusikparodien: I den knivspidse satire over indvandrermiljøet.
Gigis, hvis bagmænd foretrækker at være anonyme, har de seneste måneder produceret en række selvstændige videoer, der stadig hører til i samme univers, men er løsrevet fra det oprindelige plot. Og rigtigt ofte må man konstatere: Hold kæft det er sjovt.
Det nye Gigis udspiller sig i et univers af shawarma-barer, vandpibecaféer og 5A mod Husum Torv (forskellen mellem 5A og 350S dissekeres grundigt i ét af afsnittene), og når man selv bor på Ydre Nørrebro, kan man ikke undgå at hæfte sig ved den fornemme detaljegrad i miljøskildringen med billeder af David Beckhams 90’er-fritz i frisørruden og en herligt karikeret 2.g’er-udtale, hvor Torben bliver til Chjorben.
Start med denne ret fantastiske satire på Københavns mange 100 procent autentiske italienske pizzerier, der både spidder det uskyldige svindelnummer ud i autentisk kogekunst og den bøvede dansker (»supert, supert«), der ikke fatter, hvad der foregår.
En lignende dynamik er på spil i de to videoer med ’Café Yani’, hvor samme uheldige dansker med en ny utroligt danskerdum t-shirt (’The Man, The Legend’, pil op, pil ned) bliver taget grundigt i røven via genial salgsteknik (»men kig, habibib det koster chyve kroner én gang, for du kom ind af døren, jeg pudse vinduerne hver morgen, du skal bare vide, der kommer chyve kroner oveni, og så med lidt moms 25 procent, for vi betaler skat, habibi«).
Et fast ensemble af stereotypiske danskere af anden etnisk herkomst – Hassan, Ali, Ahmed, Abdi og Musti – er i centrum for en række af videoerne, se for eksempel ’Eow Det Vores Danmark’, hvor de beundrer Dansk Folkepartis ’Vores Danmark’-plakat og diskuterer, om drengen på billeder har fået lavet sin fade hos Özra Klip, og om det er to eller én millimeter.
Komikken lever i seriens små gebrokne ordudvekslinger sammen med gennemgående komiske karaktertræk, som når den hårde Abdi gang på gang afslører en nærmest homoerotisk fascination af den bebrillede normcore-dansker Lasse (»han bænker ordentligt meget fitness nede ved Lygten ved Nørrebrogade, han laver den der fuldstændigt biceps«), eller når en skoleklasse prøver at lære udsagnsord via sætninger som »jeg flækkede hende i går rigtigt godt«.
Gigis bekender naturligvis kulør med deres adskillige Inger Støjberg- og Pia Kjærsgaard-udleverende indslag, heriblandt sangen ’Fuck Inger’, der blev et mindre internethit, og som Støjberg selv har kaldt »virkelig fængende«. Der er ingen tvivl om, hvor skabernes solidaritet ligger.
Deres stærkeste bidrag ligger dog i indvandrersatiren, der er intelligent, fordi den både udstiller subkulturen og fordommene om subkulturen. ’Gigis’ er ikke hån, spot og latterliggørelse, for det er tydeligt, at serien er lavet af folk, der ved, hvad de har med at gøre, og som kun kan ramme figurerne, sproget og miljøet så uanstrengt og politisk ukorrekt, fordi det er båret af kærlighed.
Vi har ikke ligefrem været oversvømmet af god satire over det såkaldte parallelsamfund, og ’Gigis’ ved det. I en fin sketch vrider de vrangen ud på Adam & Noah og deres lidt forstilte naivitet over for dansk kultur.
Og så er det vigtigt at huske, at ’Gigis’ både viser de bløde sider af de bryske mørklødede mænd og lader det gå ud over de etniske danskere, som i klippet ’Distortion’, hvor den uhæmmede drukfest clasher med Nørrebrogades faste butiksindehavere, og politiet ender med at give indvandrerne skylden.
Se også starten på sæson 2 afsnit 4, der starter med Bulder og Olga i sofaen foran Den Store Bagedyst »et sted i Danmark, langt væk fra mørke mennesker«.
Med fare for at lyde som en rundkredspædagog fra 70’erne har vi brug for folk, der tør tage pis på alt det, der normalt kun antænder gnister i kulturkampen mellem aggressive nationalister og virkelighedsfjerne humanister. Det sænker paraderne, tør de anstrenge ansigtsminer op.
Hvis ’Gigis’ er udansk, er det på den gode måde. Kebabdansk komik med ekstra chili: sjov og grov. Drop rumvæsenerne, yderkanten af København er eksotisk nok.
Læs også: Gadedrengene har erobret dansk film – og der er kun én ting, vi savner