KOMMENTAR. Med fem og seks stjerner over hele paletten er ’Underverden’ den bedst anmeldte danske film i årevis. Det indikerer et skifte i den indimellem ellers så udskældte kritikerstand, der ikke længere kan skydes i skoen at mangle blik for slagkraftigt genredrama.
Tilmed er kritikerne i tråd med publikum, der i åbningsweekenden flokkedes til biograferne, og alt tyder lige nu på, at ’Underverden’ bliver en flot kommerciel succes.
Allermest er Fenar Ahmads film dog et opsigtsvækkende varsel om nye vinde i dansk film. Om ankomsten af en særlig autenticitet, vi simpelthen ikke har set en pendant til på hjemlige filmbreddegrader.
Selvfølgelig har andre danske film beskæftiget sig med de kriminelle miljøer og underklassen, fra ’Bænken’ til ’Pusher’, ’Portland’ til ’Submarino’. Folkene bag disse stærke film stiftede dog kun bekendtskab med de miljøer, de skildrede, fordi de skulle lave deres film.
Per Fly, der voksede op ved Skive, havde ikke de store personlige erfaringer med alkoholikerne på bænken. Thomas Vinterberg – opvokset i et akademikerkollektiv – havde ikke den store eksisterende berøring med de udsatte mænd i Nordvest fra ’Submarino’. Niels Arden Oplev fra Himmerland, der skiftede Landbrugsskolen ud med Filmskolen, var ikke selv synderligt hjemmevant i Aalborgs narkomiljø.
Og Nicolas Winding Refn – søn af en filmmand og en fotograf og opvokset dels i New York, dels i Indre By – var ikke just selv en Vesterbro-gangster, da han lavede ’Pusher’.
En bølge af tæt forbundne folk
Det betyder naturligvis ikke, at de ikke kunne lave gode og troværdige film om disse fremmede miljøer. Det er trods alt mange kunstneres fremmeste kvalitet, at de er i stand til at sætte sig ind i mennesker, som de ikke har meget til fælles med – og gennem deres indlevelse nå frem til det, vi alle sammen har til fælles. Man kommer i øvrigt også langt med god gammeldags research og et samarbejde med en manuskriptforfatter med andre erfaringer end én selv.
Men manden bag ’Underverden’, Fenar Ahmad, har ikke haft brug for at lave nævneværdig research. Han er opvokset i Holmbladskvarteret på Amager og hænger ud med sit slæng både på blokken og til kunstferniseringer. Selvfølgelig er han ikke narkogangster som Semion (Ali Sivandi) i filmen, men han bevæger sig naturligt i Københavns meget forskellige miljøer, og han kender folk, der kender folk. Hans research er hans hverdag, hans opvækst, hans bekendte, ikke to måneders undercover-arbejde eller interview med eksperter på bandevold eller ghettoficering.
Fenar Ahmads video til Sivas og Gillis ‘Kun hinanden’.
Fenar Ahmad – uddannet, skal det siges, på den alternative filmskole Super16 – er et af centrifugalpunkterne i en bølge af folk, der kommer til dansk film med andre erfaringsrammer, end vi er vant til. Folk, som ikke er rundet af Shakespeare, Tarkovskij og Godard, men mere af… levet liv. Folk, for hvem film om parforholdsproblemer i provinsen virker langt mere eksotisk og fremmedartet end film om Københavns underverden.
Tobias Lindholm – opvokset i et socialt boligbyggeri i Næstved – var en forløber og via debutfilmen ‘R’ (instrueret med Michael Noer) med til at bane vejen for gennembruddet til den ekskriminelle Roland Møller, der nu er én af dansk films helt store skuespillere, og altid overbevisende Dulfi Al-Jabouri, der begge har en lille rolle i ’Underverden’ og også medvirkede i Michael Noers ‘Nordvest’.
Castet til ’Underverden’ er i det hele taget usædvanligt. Semion spilles af ligeledes ufaglærte Ali Sivandi, som fik en Bodil-nomineret debut i Ahmads ’Ækte vare’. Og Semions sidekick, Branco, spilles af Benny Branco fra MellemFingaMuzik i dennes første filmrolle.
Ahmad er desuden tæt forbundet med andre centrale musikere som Sivas, Reza, Benny Jamz og Gilli, som spillede hovedrollen i ’Ækte vare’, og han har da også lavet musikvideoer for dem alle sammen.
Film har haltet bagud
Har man oplevet denne flok af venner og samarbejdspartnere til Q&A’s og interviews, er man ikke i tvivl om, at de stikker ud fra den ofte ret velpolerede flok af teater- og filmskoleuddannede mennesker, der normalt tegner dansk film.
De gør kort sagt tingene på deres egen måde. Og i vores store interview nævnte den mere erfarne (men også ufaglærte) hovedrolleindehaver i ‘Underverden’, Dar Salim, da også i en bisætning, at »mange ville være blevet lidt skræmte over energien på settet, for nogle af de unge drenge fungerer ikke, hvis de ikke får lidt sprut«.
Både på og uden for lærredet sprøjter flokken en dosis ny energi ind i dansk film, som ellers er præget af en markant social skævvridning. Der er en tendens til, at mange af kulturelitens egne børn går i deres forældres fodspor, hvilket de ikke skal høre et ondt ord for – der har bare været for langt mellem dem, som har personlig berøring med andre sider af Danmark end det, der udspiller sig i svinedyre Østerbro-lejligheder og velfriserede parcelhuskvarterer.
Det er en bevægelse, vi de seneste år både har set inden for musikken (med netop Sivas, Gilli, MellemFingaMuzik m.fl.) og litteraturen (med folk som Yahya Hassan og Morten Pape), men filmen har haltet efter. Indtil nu.
Med de nye stemmer har man en følelse af et kaotisk kollektiv, der fester sammen, hygger sig sammen og samler deres ofte rastløse energi i genreudfordrende kunst, som vi ikke ser hver dag på skandinavisk territorium. Og vi har brug for dem.
I en tid, hvor mangfoldighed er den mest presserende diskussion, er det ikke kun vigtigt, at flere kvinder laver film, men også at flere film bliver lavet af og for en spraglet sammensætning af danskere. Med deres direkte indgang til miljøer, som få kunstnere har mærket på egen krop, kan de beskrive dele af Danmark, som ellers sjældent bliver beskrevet på en måde, så de folk, der faktisk bor der, gider se det. Fenar Ahmad trækker med ‘Ækte vare’ og ‘Underverden’ et publikum til truget, som ikke kunne drømme om at indløse billet til hverken ‘Flaskepost fra P’ eller ‘Nymphomaniac’.
Lige nu møder gadedrengene fortjent smiger fra alle sider, men Roland Møller kan snakke med om, at det ikke nødvendigvis er lige til at blive accepteret, når man kommer udefra. Han blev ikke nomineret til branchens filmpris, Robert, for sine tre første markante biroller (’R’, ’Kapringen’ og ’Nordvest’), som ellers alle fik hæder ved kritikernes Bodil-pris.
Men lige nu har Fenar Ahmad og drengene altså momentum. Og ligesom Ahmad spejdede efter forbilleder, da han voksede op, er han nu selv blevet til ét. Forhåbentligt følger flere i hans og gadedrengenes fodspor, og vi savner kun én ting: At vi får gadepigerne med.
Læs også: 6 stjerner til ‘Underverden’
Læs også: Stort interview med Dar Salim – »Jeg forventede modstanden, fordi jeg har mødt den hele mit liv«
Læs også: Stort interview med Fenar Ahmad – »Jeg vil være dansk films Zlatan, 100 procent«