Nicolas Winding Refn kaster sig for alvor ud i tv-seriernes vidunderlige verden med sin kommende ‘Too Old To Die Young’. Og nu har den 10 afsnit lange fortælling om LA’s undergrund og mænd, der bliver til samuraier, fundet sin leading man.
The Hollywood Reporter kan fortælle, at 30-årige Miles Teller har landet hovedrollen som en politimand, der sørger over sin makkers død. I ren afmagt og sorg bliver han partner med sin vens morder og dykker ned i det undergrundsmiljø, som filmen cirkler omkring.
Teller fik sit store gennembrud i Damien Chazelles ‘Whiplash’ i 2014 og har siden da været at finde i blockbusters som ‘Divergent’-trilogien og ‘Fantastic Four’. Teller har hurtigt fået momentum i Hollywood og beholdt hovedrolletjansen i det biografiske boksedrama ‘Bleed for This’ og actionkomedien ‘War Dogs’. ‘Too Old To Die Young’ bliver Tellers første større satsning i tv-formatet.
Selv har Refn også gjort sig mindre erfaringer med tv-serierne. Han stod bag DR-serien ‘De Udvalgte’ i starten 00’erne og instruerede et par ‘Miss Marple’-afsnit, før han fik luft under sin internationale karriere med ‘Bronson’.
Optagelserne til ‘Too Old To Die Young’ starter til efteråret, og der sigtes højst sandsynligt mod premiere i 2018.