Trine Stanley
Hvad synes du om koncerten?
»Den var fantastisk. Hun er ikke Beyonce – hun har nogle fantastiske kvaliteter og jeg synes det er lidt kedeligt at hun ikke gav den mere spontant gas. Det kan jeg godt lide«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Rigtig, rigtig meget. Hvis det ikke er en vildt festlig og høj dansekoncert, er det vigtig at der er noget andet som giver på sanserne. Den her koncert havde en lille smule behov for det visuelle«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Jeg vil give den 4. Jeg ville ønske at hun spassede mere ud for sig selv«.
Thea Alberte Krabbe
Hvad synes du om koncerten?
»Jeg synes det var sindssygt flot. Det startede lidt tamt ud – musikken var for lav. Men det som var fedt ved koncerten, synes jeg, var at den opbyggede helt sindssygt. Jeg startede med en følelse af ’Nå, var det det?’ og så endte jeg ud med ’Det er fucking kunst, det her’. Det var en vildt fed koncert«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Normalt betyder det ikke så meget, men her synes jeg at det betød rigtig meget. Også fordi, at de har gjort så meget ud af det. Først virkede det ret koreograferet, men det fungerede 100 procent for dem og de er så lækre, altså«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»4. Det handler mere om at jeg ikke helt selv var oppe i gear, og så kender jeg ikke musikken særlig godt. Men fire er sindssygt godt, da jeg ikke havde nogen forventninger. Jeg måtte bare se Beyonces søster.«
Amalie Dreyer
Hvad synes du om koncerten?
»Jeg synes den var fantastisk på alle måder – både det visuelle og musikken. Hun synger bare dejligt og jeg blev meget rørt af den«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det betyder ret meget for mig. Jeg er meget glad for lys og meget, meget glad for dans. Jeg synes at det var rigtig fedt at hun havde dansere med og at alle bevægede sig. Det gjorde det meste for mig, for jeg kender faktisk ikke så meget af hendes musik, udover hittene. Så det visuelle var faktisk hittet for mig«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»6. Det var hendes tilstedeværelse og det visuelle – det var bare fantastisk godt«.
Mennan Serefoglu
Hvad synes du om koncerten?
»Seks ud af seks, syv ud af syv – jeg er fuldt på! Hendes album er eminent og hun formåede at gøre det niveauer bedre«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det betyder noget, men det er musikken det handler om. Det visuelle løfter showet, men hvis musikken er god nok, behøver der ikke det vilde visuelt.«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»6. Som jeg sagde før er hendes album fuldstændig eminent og fejlfrit og så formår hun at gøre det endnu bedre live. Man får empati med alt hvad hun har det svært med, på en måde så man bliver nødt til at lægge sig ned«.
Laura Grønborg Sørensen
Hvad synes du om koncerten?
»Jeg synes det var virkelig godt. Der var mega god stemning. Hun er god til at performe og lave et show, som er flot og elegant. Hun er mega-nice. Så sejt!«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det kan betyde meget, men selvfølgelig er det selve musikken som er det afgørende. Men jeg tror, at det gør rigtig meget for stemningen at det er et fedt show og at der bliver gjort noget ud af det. Så bliver det hele bare lidt bedre«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»5 stjerner. Jeg synes, det var så godt og jeg havde glædet mig vildt meget«.
Marcus Roger Henrichsen
Hvad synes du om koncerten?
»Superfed – hun var virkelig sej! Ikke fordi man skal sammenligne med Beyoncé, men hun har power på en meget mere elegant måde. Stor respekt for at hun er så meget sig selv og er kommet så meget frem, efter at have stået lidt i skyggen af sin søster«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Meget! Det gør lige det der ekstra. Det gør at man får lyst til at danse med fordi lyset er fedt eller fordi hun står deroppe og danser. Det er ikke fordi man skal se det hele – man skal bare lige have det æstetiske af det.«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Det er en 5’er. Det var bare en super behagelig koncert og hun kom godt ud til folket. Hun hvilede godt i sig selv og prøvede ikke at gøre det til noget andet end det skulle være, hvilket betyder meget for mig til koncerter«.
Joram Menzer
Hvad synes du om koncerten?
»Jeg synes den var fantastisk. Hun er svedig og megadygtig. Jeg kan godt lide hendes plader og hun var endnu bedre live. Hun havde et pissefedt band med, der svingede og det fungerede bare. Hun er en fantastisk sangerinde og har et sindssygt fedt flow og en lækker stemme. Det sad bare lige i skabet«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det her er en hel anden oplevelse end det jeg normalvis kommer til. Jeg lytter meget til metal og det er musikken som er vigtig for mig – jeg behøver ikke at se på bandet som sådan. Normalt synes jeg at sådan noget her kan være lidt corny og fesent, men det spillede og det fungerede. Musikken skal sidde i skabet – hvis den gør det og man kan lave sådan noget her, så har jeg stor respekt for det«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Den får 5 stjerner. Altså, jeg synes næsten at det er perfekt. Den misser den sjette på grund af lyden – der var lidt problemer«.
Jens Christian Helmer Mørck
Hvad synes du om koncerten?
»Det var nok en af de bedste koncertoplevelser jeg har haft nogensinde. Jeg kan ikke sammenligne den med noget som jeg har set før. Det var en virkelig unik oplevelse«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det er gået op for mig nu, at det kan betyde ret meget. Jeg synes det visuelle var helt vildt fedt og det gjorde en kæmpe forskel«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»6. Det var total gennemført og totalt fantastisk. Og så rørte jeg ved hende«.
Signe Madelene Kjær
Hvad synes du om koncerten?
»Det var den bedste koncert jeg nogensinde har set og jeg græd allerede lidt under andet nummer. Det var rigtig smukt og der var vildt god energi«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Megameget, synes jeg. De er selvfølgelig virkelig dygtige, men jeg synes også at det visuelle betød ret meget for at det hele blev samlet. Det var bare flot at se på, altså«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»7. De var vildt talentfulde, der var god lyd og god energi«.
Amanda Hjernø
Hvad synes du om koncerten?
»Jeg synes den var helt fantastisk. Det var en smuk vokal og jeg var vild med alle de blæsere i meget stramme, røde bukser«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Hvis vokalen for eksempel ikke er helt stærk, kan det visuelle løfte showet, fordi der er noget flot at kigge på. Men i det her tilfælde var vokalen så stærk, at man nærmest bare kunne lukke øjnene og lytte med«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»4 stjerner. Jeg kendte ikke så meget til hendes musik, så jeg var ret overrasket over hvor dygtig hun er. Og 6 til de stramme, røde bukser«.
Tobias Valentin
Hvad synes du om koncerten?
»Helt fantastisk. Jeg er rimelig høj på det lige nu. Det er en helt ny oplevelse jeg har fået på Roskilde. Jeg har ikke før været til en koncert, der mindede om denne, hvor det både var meget kunsterisk, performance-agtigt og også mega funky og nice«.
Hvor meget betyder det visuelle til en Roskilde-koncert?
»Det betyder rigtig meget for mig, fordi jeg et ret visuelt menneske. Det giver et ekstra lag oven på musikken, at der er noget visuelt. Og det gjorde hun bare helt fantastisk«.
Hvor mange stjerner vil du give koncerten ud af seks mulige?
»Den får 6. Hun bringer noget nyt til koncertformatet. Samtidigt var det politisk og det gik bare op på alle måder«.
Læs også: Solange på Roskilde Festival: Hjerte, sjæl og perfektion