‘It’: Vellykket klovnegyser genopliver dit værste mareridt
Hvis de første 10 minutter af ’It’ ikke får dine nakkehår til at stritte som pindsvinepigge, skal du muligvis have tjekket pulsen.
De, der allerede er bekendte med Stephen Kings gyserroman af samme navn, vil vide, at fortællingens regnvåde åbningssekvens – hvori lille Georgie i ikonisk gul regnjakke jagter sin papirsbåd i rendestenen – er en af forfatterens mest ubehagelige. I Andy Muschiettis filmatisering er den rædselsvækkende.
Tidligere gyserfilmtiders grænser for grafisk børnevold udfordres kvalmende, og anslaget får ganske som tilsigtet blodet til at fryse til is, så man går filmens efterfølgende tsunami af uhyrligheder i møde med lettere skræksvækket immunforsvar.
Georgie-scenen er imidlertid også denne ’It’-versions grummeste, der ikke for alvor trumfes over de resterende to timer, hvori Bill Skarsgård (’Hemlock Grove’) under fed hvid makeup ellers gør et ihærdigt animeret forsøg på at upstage Tim Currys traumatiserende horrorklovn Pennywise fra 90’er-tv-filmen, der i sin tid indgød galoperende coulrofobi i en hel generation.
Det er Skarsgårds nye Pennywise-inkarnation de fleste biografgængere vil indløse billet for at opleve, men filmens hovedroller er den lille flok børn, The Losers, der danner fælles front mod Det Onde med samme vovemodige, præpubertære kampgejst der ligeledes prægede børnerelationerne i King-filmen ’Stand By Me’ (oprindeligt novellen ’The Body’, der til en vis grad inspirerede ’It’).
Fordærvede familiefællesskaber
Året er 1989 i sovebyen Derry, Maine. ’A Nightmare on Elm Street’ spiller i biografen, New Kids On The Block på walkman’en, og Georgies stammende storebror Bill (Jaeden Lieberher fra ’Midnight Special’) er besat af tanken om at opklare mysteriet om lillebrorens forsvinden.
Vennerne Richie (Finn Wolfhard fra ’Stranger Things’), Eddie (Jack Dylan Grazer) og Stan (Wyatt Oleff) er skeptiske ved udsigten til at bruge sommeren på at lede efter, hvad alle anser for en meget død dreng. Ikke mindst fordi The Losers står over for mere håndgribelige problemer i form af den afstumpede mobber Henry Bower (Nicholas Hamilton fra ’Captain Fantastic’, der får Kiefer Sutherlands bad boy fra ’Stand By Me’ til at ligne en vattet spejderdreng).
Bowers tyranni forener drengene med Beverly (Sophia Lillis fra Puk Grastens ’37’), den tykke nytilflytter Ben (Jeremy Ray Taylor) og sorte Mike (Chosen Jacobs). Sammenhold gør stærk, erfarer de elskelige outsiders, og lektien bliver livsvigtig, i takt med at flere børn forsvinder, og The Losers stifter bekendtskab med glubske Pennywise, der rask væk skifter ham efter sit offers værste mareridt.
Der lurer en mytisk ondskab under Derry, men i ’It’ som i så mange af Stephen Kings universer er de menneskelige monstre inden for barndomshjemmets fire vægge lige så skræmmende som morderiske klovnerier: Beverlys far er en perverteret stodder, mens voldspsykopaten Bower er en sørgelig klon af sin egen brutale pater familias.
Frygten for fordærvelse af familiefællesskabet og voksenlivets desillusionerede bitterhed er gennemgående temaer i Stephen Kings fantasyværker fra ’The Shining’ til ’The Dark Tower’, og legemliggøres i yderste potens i ’It’, når Pennywise søger at nedbryde børnene for næsen af de indifferente forældre, der bogstaveligt talt ikke kan se børnenes dødelige plageånd. Da Beverly og hele hendes badeværelse oversprøjtes med blod – og ’Carrie’-refererende menstruationssymbolik – fra vaskens sorte afløb, vader hendes far rundt i sølet uden at ænse en dråbe.
The Losers desperate afmagt over forældrenes blinde svigt tillægger Pennywise tifoldig gyservolumen – også selvom ungernes enerverende tilbøjeligheder til at vandre ind i diverse mørke rum og kloakgange mutters alene måske nok ville få mere hardcore filmpublikummer til at mene, at de selv er en smule ude om det…
Forudsigelige bøh
’It’ skulle oprindeligt have været instrueret af Cary Fukanaga (’True Detective’s første sæson, ‘Beasts of No Nation’), men han sprang fra grundet kreative uoverensstemmelser. Fukanagas hånd på manuskriptet mærkes dog endnu i den færdige films taktile detaljerigdom og autentiske miljøskildring, der sammen med fotografen Chung hoon-Chungs (’The Handmaiden’, ’Oldboy’) farvemættede billedside løfter ‘It’ højt over genrebeslægtede metervaregys a la ‘Annabelle’.
Hvad Fukanagas ånd har tilføjet filmatiseringen af kvalitative dybder i den indledende fase, supplerer Muschietti med mere generiske jump scares. Instruktøren udviste allerede i debutfilmen ’Mama’ (med Nikolaj Coster-Waldau) et godt greb om gyserens klassiske værktøjer, men hans metodiske tilgang til spændingsopbygning og lidt for ivrigt eksplosive payoffs tangerer det repeterende – hvorfor man lurer, hvornår hænderne bør ryge op foran øjnene, inden Pennywise igen siger bøh (mange publikummer vil givetvis se forudsigeligheden som en taknemmelig fordel).
Bill Skarsgård kreerer en mere outreret galning end Tim Currys tvetydige uhyre, og hans fremtoning gør det sværere at købe, at noget barn ikke omgående ville flygte vrælende over hals og hoved ved første øjekast. Den svenske skuespiller og søn af Lars von Trier-veteranen Stellan Skarsgård (samt lillebror til Alexander Skarsgård) er yderst creepy i sit samspil med filmens eminente børnecast, men der er mere manisk ’American Horror Story’-freak og Heath Ledger-inspirerede Joker-ticks end urgammelt monster over hans vilde cirkuskunstner.
Dermed ikke sagt, at Skarsgårds præstation i kombination med ens egen veletablerede klovnegrundangst ikke gør indtryk. Selv som genrefan har jeg sjældent haft mindre lyst til at gå alene ud på biografens toiletter som umiddelbart efter pressevisningen af ’It’.
Sammenlignet med dette års øvrige King-filmatiseringer – Nikolaj Arcels tilforladelige ’The Dark Tower’ og den rædderlige serieversion af ’The Mist’ – er ’It’ den mest helstøbte, visuelt imponerende gyserfortælling, der jager hjertet op i halsen, hvad end man på forhånd kender historiens udfald eller ej.
Filmen udgør første kapitel af to dele, hvoraf den anden – omhandlende romanens voksne udgaver af The Losers – optages til næste år. Du kan med andre ord lige så godt få det overstået, og se frygten i øjnene nu. Pennywise slipper vi ikke af med foreløbigt.
Kort sagt:
Andy Muschiettis filmatisering af Stephen Kings gyserklassiker ’It’ leverer ivrigt på effektive jump scares med svenske Bill Skarsgård som veloplagt børnespisende psykoklovn. Men det er det eminente børnecast og stemningsmættede 80’er-tidsbillede, der for alvor trækker stikket hjem.