‘Star Wars: The Last Jedi’: En imponerende bedrift, hvor én stjerne overskygger dem alle
Lad det være sagt med det samme: ’Star Wars: The Last Jedi’ – den ottende officielle film i franchisen – indeholder alt det bedste fra universet og er på alle måder en værdig efterfølger til ’The Force Awakens’: Ja, i hænderne på Rian Johnson (’Looper’) er det faktisk blevet en endnu bedre film end ’The Force Awakens’, som J.J. Abrams gjorde til en drømmestart på den nye trilogi. Det spejler udviklingen i den originale Star Wars-trilogi, hvor ’The Empire Strikes Back’ toppede ’A New Hope’.
Det er ikke den eneste måde, ’The Last Jedi’ minder om ’The Empire Strikes Back’. Allerede i den ikoniske gule kravletekst i starten fornemmer man sammenfaldene mellem de to film, når en evakuering af den sidste rebelbase beskrives. Det er åbenbart blevet besluttet et eller andet sted, at den nye trilogi (VII – IX) skal spejle den originale (IV – VI), da sammenfaldene mellem ’The Force Awakens’ og ’A New Hope’ da også var åbenbare. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, måske noget med den cykliske natur i universet eller måske mere kyniske indtjeningshensyn.
I alle tilfælde trækker det kun en smule fra historien. Det er stadig sin helt egen film, bare på en måde i den samme skabelon.
’The Last Jedi’ er dog også en film, der kan overraske selv superkendere af universet, og den kommer fint bag den stereotypiske karaktertegning. Tag Reys (Daisy Ridley) overdragelse af lyssværdet til Luke, slutscenen i ’The Force Awakens’, som vi har ventet i to år på at se. Hvad Luke gør og siger, skal ikke afsløres, men det er på alle måder uventet.
På samme måde har filmen en herlig metahumor, der tør tage lidt af gassen ud af den selvhøjtidelige Star Wars-ballon. I en scene ser man et close-up af et rumskib, der lander i røg og damp, og som fuldstændig ligner et strygejern. Hvor kikset, nåede jeg at tænke, inden kameraet trækkes tilbage og afslører, at det faktisk er et strygejern, der glatter First Order-officerernes uniformer. Et genialt og sjovt forventningsspil, som også gør, at filmen føles mere frisk og original end ’The Force Awakens’, hvis humor lå i den mere platte afdeling. Man kan mærke fingeraftrykket fra Rian Johnson, som både har skrevet og instrueret, og det er ikke så ringe at kunne sige det i en så veletableret og kolossal filmmaskine.
Samtidig formår ’The Last Jedi’ også at skifte gear til klassisk Star Wars-tråd, hvor det er de gode mod de onde, og hvor emner omkring liv og død skildres højstemt og naivt. En svær balanceakt, som Johnson mestrer. Som enhver Star Wars-film er tempoet højt, og vi går hurtigt fra det ene storslåede actionspektakel til det næste. Men tempoet er en anelse mere adstadigt end i ’The Force Awakens’, og det giver filmen ro til at udfolde en mere kompleks og tvetydig karaktertegning, end hvad man forventer fra universet. Det klæder filmen.
Det absolut bedste er Adam Driver – som altid en lysende stjerne. Hans mangefacetterede skildring af Kylo Ren er mageløs. I filmens mange close-ups af ansigter fremstår Drivers dystre skikkelse som en teenager med fedtet hud, der minder mere om en af Columbine-morderne end en superskurk.
Kylo Ren og Rey er ved kraftens hjælp forbundet på tværs af tid og rum i scener, som giver begge figurer dybde og gør det afsluttende actionpayoff desto mere tilfredsstillende, fordi det er motiveret i karaktertegningen. Og selve actionscenerne er som altid medrivende og intense, med hver deres unikke visuelle udtryk og farvetema og med øje for både de små konflikter og de store episke konfrontationer. I et slag på en hvid saltplanet bliver overfladen rød, når den forstyrres, en sindssygt flot effekt med blodige konnotationer i det ellers blodløse univers.
Mest intense er stadig lyssværdsduellerne, men også de store slag er medrivende. Det gælder i den grad anslaget med evakueringen af rebelbasen i en af de mest følelsesmæssigt stærke slagscener, jeg har set i en blockbuster. Intenst og spektakulært, sjovt og tragisk med en heltedød, der anslår et tema om offervilje eller -lyst vs. overlevelse, der forfølges i resten af filmen.
Midterdelen bliver en lidt ligegyldig ekskurs. Finn (John Boyega) teamer up med et nyt ansigt, mekanikeren Rose (Kelly Marie Tran), for at finde en person, der skal hjælpe rebellerne, i et miljø, som er meget anderledes, end hvad vi hidtil har mødt. Det er stadig ok underholdende, men føles både amputeret fra resten af historien og akavet politisk moraliserende over forholdet mellem rig og fattig.
Hvis Adam Driver giver os et nuanceret portræt af ondskab, er Supreme Leader Snoke den gammeldags superskurk. Han spilles af Andy Serkis, som jeg er lidt træt af, og her ser hans ellers detaljerede CGI-fremtoning kunstig ud. Laura Derns mindre rolle som en lillahåret officer synes underudviklet og overflødig, mens Benicio Del Toro gør en lidt for skæv entré, og Domhnall Gleesons General Hux er lidt for campy til min smag.
Men det er detaljer. ’The Last Jedi’ er en nærmest perfekt Star Wars-film: Sjov, rørende, intens, flot og spektakulær, med ægte menneskelige dramaer i kernen. Det er en imponerende bedrift at få en så sprudlende og frisk film ud af en 40 år gammel franchise.
Kort sagt:
Rian Johnson har sat sit klare fingeraftryk på Star Wars-universet og skabt en film, der er både rørende, sjov og med eminente actionsekvenser. Det er også en Star Wars-film, der tør gøre grin med sig selv, samtidig med at de store følelser behandles passende ærbødigt. En noget nær perfekt Star Wars-film.
Soundvenue præsenterer: 20-års-jubilaren ‘Boogie Nights’ ved sjælden biografvisning torsdag 14. december