Midt i videoen til Kendrick Lamars ‘Love’ ser man et klaptræ med teksten ‘B.Panther – Soundtrack – Coming Soon’, hvilket (også for os) gik under radaren for de fleste. Nu giver det hele dog mening.
Kendrick Lamar skal nemlig stå for musikken til den kommende Marvel-film ‘Black Panther‘, der får premiere 16. februar.
Omstændighederne er ikke 100 procent gennemskuelige, men ifølge en pressemeddelelse er Lamar, Top Dawg Entertainment samt pladeselskabets chef, Anthony Tiffith, blevet hyret af filmens instruktør Ryan Coggler til at producere og kuratere soundtracket til filmen. Albummet vil indeholde musik til og inspireret af filmen, og vi har samtidig fået albummet første single ‘All the Stars’, hvor Lamar har selskab af TDE-kollegaen SZA.
‘Black Panther: The Album’ har endnu ingen udgivelsesdato, men mon ikke det kommer til at falde sammen med filmens premiere på én eller anden måde? Tracklisten mangler også, og det er altså ikke til at sige, hvor meget original musik, vi får fra Lamar og kumpanerne.
Kendrick Lamar udgav sidste år det skelsættende ‘Damn’-album, som vi kårede til årets bedste af slagsen.