‘Drabet uden lig’: Er TV 2’s nye true crime-serie for manipulerende?
Dokumentarister, journalister, podcastere og forfattere, der leder efter en dansk pedant til ’The Jinx’, ’Making a Murderer’ eller ’Serial’, må i disse dage se måbende til, imens nyhederne følger Kim Wall-sagen i retten. Forestil dig Peter Madsen i et længere tv-interview med en afrunding a la Robert Durst i ’The Jinx’. Det ville uden tvivl sikre landets største og måske endda også første true crime-hit.
Efternavnet Madsen er også at finde i hovedrollen i TV 2 nyeste dokumentarserie ’Drabet uden lig’, der dog handler om en anden mordgåde.
Den 11. november 2010 forsvandt forretningsmanden og storsvindleren Henrik Haugberg Madsen sporløst fra en lejet feriehytte på Enø ved Karrebæksminde i Sydsjælland. Samleveren og partneren Bo Madsen blev senere sammen med dennes bekendte Claus Stokholm Larsen, anholdt, sigtet og dømt for mordet på Henrik. Det usædvanlige ved sagen er, at politiet aldrig har fundet Henriks lig, og de to domme på henholdsvis 13 og 15 år er i højere grad baseret på indicier end tekniske beviser og øjenvidner, hvilket ifølge serien er helt enestående i dansk retshistorie.
Med den svenske dokumentarserie ’Mordet på Kevin’ som forbillede må det overordnede mål for ’Drabet uden lig’ også være at få politiet til at genåbne sagen.
Lad mig hurtigt pointere, at denne anmeldelse kun baserer sig på de to første af seriens seks afsnit. Hvis det lykkes at genåbne sagen eller finde overraskende nyt om Henriks forsvinden, som TV 2 selv hævder kommer til at ske, vil jeg forbeholde mig retten til at vurdere serien på ny. Baseret på de to episoder, der er blevet stillet pressen til rådighed, fremstår ’Drabet uden lig’ imidlertid som en manipulerende udlægning af sagens forløb, hvor det står klart, at man vægter underholdningsværdien højere end sandheden.
Jeg kan sagtens leve med seriens mange fiktionskoder, idet den flotte producerede form faktisk er med til at gøre jagten på svarene mere intens. Enkelte gange grænser opstillingen af seriens interviews dog til grinagtige detektiv-klichéer, når Jacob Kragelund fra TV 2 Dokumentar, kendt som vært på ’Forsvundne danskere’, insisterer på at møde venner af svindlerparret enten på en havnekaj eller i en bil, der holder parkeret, i hvad der ligner et dystert parkeringsrum.
Jeg forventer, at han i de kommende afsnit vil udforme sine interviews i andre oplagte omgivelser som eksempelvis en mørk tilrøget jazzklub fra 1940’erne eller måske endda i flyttemand Vagns kælder.
Min største anke er, at serien med vilje tilbageholder information for seerne for at give sagen et mere effektfuldt gådefuldt skær. Mysteriets overskrift i de to første afsnit er spørgsmålet om, hvorvidt Henrik måske stadig er i live? Han er efter sigende blevet set flere gange efter den 11. november 2010, hvilket introsekvensen fortæller ved hvert afsnits start. Bo Madsen og enkelte venner og forsvarsadvokater er også sikre på, at Henrik har både motivet og viljen til at skjule sig i udlandet.
Indtil nu er vi dog kun blevet præsenteret for det føromtalte havnekaj-interview, hvor en af Bo Madsens venner får stammet sig frem til, at hans hustru vist nok så Henrik i en bil i København en måned efter, han ellers skulle være død. En påstand fra en ven og tidligere momssvindler, der i øvrigt ikke følges op på. Der må simpelthen noget stærkere på bordet fra TV 2’s side af, hvis seerne skal vende tilbage seks uger i træk.
I de to første afsnit introduceres seerne på intet tidspunkt for de indicier, som politiet har baseret deres anholdelse på. En hurtig søgning på de daværende artikler om sagen afslører, at politiet fandt en håndbog i drab på Claus Stokholm Larsens computer, ligesom han omkring drabstidspunktet indkøbte blandt andet issyl, bajonetsave, vinkelsliber, brintoverilte, stålbørster, presenninger, gummihandsker og ørepropper. Larsen har tidligere hævdet, at værktøjet skulle bruges til istandsættelse af lejligheder, hvorfra der skulle drives bordel, men da politiet fik opsnappet, at Bo Madsen var i færd med at overdrage aktiver i sine selskaber for mange millioner kroner til Claus Stokholm Larsen, så slog man til og anholdt de to.
Transaktionen og dermed forbindelsen mellem Bo Madsen og Claus omkring det påståede mord tilbageholdes også foreløbigt – nok for spændingens skyld.
I slutningen af første afsnit afspilles en optagelse af en samtale mellem Bo Madsen og hans nye kæreste Tine, der stammer fra en uge før Henriks forsvinden. Bo siger: »Jeg har kun et alternativ, og det er at vride nakken rundt på ham og grave ham ned et eller andet sted. Det er dér, jeg er ved at være«.
Hverken i slutningen af første afsnit eller hele andet afsnit følges der op på denne udtalelse, som Bo derfor heller ikke bliver konfronteret med. Og der er flere optagelser mellem Bo og Tina samt aflytninger og overvågning af Claus Stokholm Larsen, som det virker til, at TV 2 Dokumentar venter med at dykke ned i. Det ville ellers klæde serien med noget balance i forhold til også at forstå, hvorfor politiet og retten har handlet, som de har gjort.
I andet afsnit er fokus på politiets kronvidne, som er Claus Stokholm Larsen ekskone, Birgitte Mørup Rasmussen, der efter eget udsagn har lagt øre til Claus’ fortællinger både før og efter mordet på Henrik. Serien kritiserer politiet for at basere det meste af efterforskningen og den efterfølgende sigtelse på hendes forklaringer. Retfærdigvis sår de tvivl om hendes troværdighed på baggrund af hendes fortid, hvor hun kendt som pulverheksen sendte hvidt pulver i kuverter til landets lufthavne, konsulater, ambassader og ministerier.
Tilmed har hun truet den daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj med en lang og smertefuld død samt sendt et svinehjerte med posten til en byretsdommer, der havde givet hende to måneders fængsel for at begå hærværk på en kirkegård. Hun fremstår ikke som verdens mest troværdige vidne, og kritikken af politiets arbejde kan især her have sin berettigelse. Dog glemmer dokumentaren igen at nævne, at der også eksisterer en anden vidneforklaring fra Stokholm Larsens tidligere cellekammerat, der påstår, at Claus efterfølgende har solgt ham gerningsvåbnet og også betroet sig til ham omkring drabet.
’Drabet uden lig’ synes at stille spørgsmålet, om Bo Madsen og Claus Stokholm Larsen er blevet udsat for et vaskeægte justitsmord? Ligesom Steven Avery fra ’Making a Murderer’ er begge tiltalte mordere ikke guds bedste børn. De har begge, ligesom den forsvundne Henrik selv i øvrigt, storsvindlet sig igennem tilværelsen og blevet mange millionærer på fup og usympatiske fiduser, og når de selv erklærer sig uskyldige i drabet, ville det i så fald ikke være deres første eller sidste løgn i livet.
Selv uden nye overraskelser i sagen er det en vigtig opgave, som ’Drabet uden lig’ har påtaget sig. For selvfølgelig skal der være klare beviser, når vi i Danmark dømmer folk for mord, og hvis ikke det er tilfældet her, så skal TV 2 Dokumentar i den grad komplimenteres for at bringe sagen til livs.
Omvendt må dokumentarserien også påtage sig ansvaret for ikke at manipulere med sandheden, hvilket jeg mener, den gør, når den tilbageholder information, der har fået de to dømte fængslet. Her må de stole på, at seerne selv kan balancere ret og uret og foretage en vurdering ud fra hele sandheden. Hvis sagen er stærk og uretfærdig nok, vil underholdningsværdien følge helt af sig selv.
Kort sagt:
Den amerikanske true crime-bølge har for længst toppet, men som en desperat surfer fra Hvide Sande forsøger TV 2 med dokumentarserien ’Drabet uden lig’ at ride videre på de knap så vilde efterdønninger. Seriens to første afsnit vægter desværre underholdningsværdien i et potentielt justitsmord højere end en objektiv fremstilling af en meget vigtig og muligvis uretfærdig sag.