‘Mordet på Kevin’: Svensk true crime-serie fik barnemordssag genåbnet

Det var den 16. august 1998. Lidt uden for den svenske by Arvika blev liget af fireårige Kevin Hjalmarsson fundet på en træpalle i en sø. Hans død var ikke et uheld. Under ledelse af den respekterede kriminalbetjent Rolf Sandberg igangsatte det svenske politi en efterforskning, der hurtigst muligt skulle finde barnemorderen og give både lokale beboere og Sverige som sådan ro i sindet.

Og det lykkedes. Et par måneder senere blev navnene på Kevins mordere offentliggjort på et pressemøde. Det viste sig at være Kevins venner, de to brødre Christian og Robin Dahlen på henholdsvis fem og syv år, der efter et skænderi om en leg kvalte deres yngre ven med en pind. Politiet kunne fremvise en tilståelse. Og så var der jo ikke så meget at rafle om?

De sjældne sager om børn, der dræber, hører til blandt de mest chokerende kriminalfortællinger. Et af de mest kendte eksempler fandt sted i Liverpool, England i 1993, da de to tiårige drenge Robert Thompson og Jon Venables kidnappede og senere dræbte den treårige James Bulger. Det var blot fem år før mordet på Kevin.

Christian og Robin var for unge til at blive dømt. I stedet mærkede de straffen, efterhånden som de voksede op. Et stempel som barnemorder ryster man ikke lige sådan af sig. Men brødrene havde altid haft fornemmelsen af, at noget var galt. De holdt sig fra at tale med pressen i 18 år, men havde lyst til at lufte deres mistanke. Det virkede mærkeligt, at de skulle have slået Kevin ihjel. Faktisk kunne de slet ikke huske det. »Gennem hele mit liv har jeg spekuleret, hvordan det gik til«, skrev nu 23-årige Robin i et brev til sig selv og dem, der vil lytte.

I 2017 brød brødrene nemlig deres tavshed. Dahlen-familien lod sig interviewe af SVT-journalisten Dan Josefsson, der ville stille spørgsmålstegn ved den 19 år gamle sag, som langt de fleste ellers havde lagt bag sig. Det kom der dokumentarserien ’Mordet på Kevin’ ud af. Og efter dens premiere i maj 2017 genåbnede politiet sagen.

TV 2 har nu erhvervet sig dokumentarserien, der har vakt stor opsigt i Sverige og gennem tre afsnit undersøger politiets efterforskning, og hvordan en sag uden mange spor endte med to børn som hovedmistænkte. I interviews med afhøringsledere, politifolk og selveste Rolf Sandberg fremstår mordet velefterforsket, men et hav af dokumenter og optagelser begynder hurtigt at skitsere en sag, hvor den ene grumme fejl afløser den anden.

Afhøringer af børn, der varer op til tre timer og 45 minutter. En urokkelig overbevisning om fortrængte minder. Tilbageholdelse af information. Mistænksomhed over for en femårig, der konstant skifter forklaring og derfor kan være en presset morder, der afslører sig selv.

I centrum af det hele står den tilståelse, Sandberg stolt kunne fremlægge for pressen. Hvordan lød den? Fortalte de begge det samme? Var den overhovedet til at stole på?

Man ihukommer øjeblikkeligt Steve Averys mentalt udfordrede nevø Brendan Dasseys krampevækkende tilståelse i Netflix’ ’Making a Murderer’, der ret tydeligt afslørede, hvordan politiet manipulerede den 16-årige dreng til at gå til bekendelse. Også en anden Netflix-serie, ’The Confession Tapes’, viste, hvor skrøbelige morddomme udelukkende baseret på en tilståelse kan være.

’Mordet på Kevin’ illustrerer på skræmmende vis, at selv i retstro velfærdsstater kan afhøringer fortsætte i timevis uden advokater og tilståelser blive en byttehandel. I serien bliver et udpluk af de 30 afhøringer af drengene lagt frem råt for usødet, og de er omtrent så chokerende som med Dassey. Her er det bare helt små børn, der presses til det yderste.

Journalisten Dan Josefsson lægger beviserne sobert frem. Der er ingen psykologer, advokater eller politimænd, der kommenterer begivenhederne, for det kræver ingen ekspert at konstatere uretfærdigheden. Til gengæld bliver vi så heller ikke sat ind i psykologien og faldgruberne omkring afhøringer af børn, og indimellem mangler man som udenforstående seer perspektiv for fuldt ud at kunne forstå og bedømme efterforskningens fadæser. Man er overladt til sin egen dømmekraft, et konsekvent, men også risikabelt valg.

’Mordet på Kevin’ udfolder sig som et langt tilbageblik på en omtalt mordsag, men bliver alligevel allermest vedrørende i nutiden. Når Robin og Christian ser videooptagelser af dem selv som børn i forhørslokalerne, eller når en politimand med afsky kigger tilbage på de metoder, han benyttede sig af. Man ville gerne tilbringe mere tid med de i dag 23- og 25-årige brødre, der begge er mærket af årelang tvivl og er i stand til at sætte ord på, hvor store konsekvenser sagen har haft for dem. Mødet mellem dem og deres barnlige uskyld skaber seriens stærkeste øjeblikke.

Josefsson går relativt ukritisk til de interviewede politimænd, advokater og efterforskere – på Robin og Christians opfordring. De frygter, at sagens medvirkende vil fatte mistanke om dokumentarens egentlige ærinde. Derfor er den egentlige kritik henvist til seriens efterspil, men man er hurtigt så investeret i Robin og Christians tragedie, at man ville ønske, Josefsson gik hårdere til kilderne. Så havde de også fået mulighed for at forsvare sig eller bare forklare, hvad der skete dengang for 18 år siden.

’Mordet på Kevin’ er dog stadig en bedrift. Ikke bare fik den genåbnet sagen, den lagde også grunden for en kollektiv revurdering af de to drenge. Den kan kort sagt ændre deres liv.

Anmeldelsen er baseret på hele serien.