Marvins Revolt
Nostalgien kunne godt være den grundlæggende følelse, der holder den tre år gamle kvartet Marvins Revolt fra Kalundborg i gang. I hvert fald er det svært at spore noget konkret selvstændigt i deres traditionstro amerikansk-inspirerede independent støj-rock, der peger direkte tilbage på linien fra Hüsker Du over Dinosaur Jr til Sonic Youth i midthalvfemserne.
Selvom musikken i sig selv ikke byder på nogen overraskelser, og at det er svært at få en fornemmelse af, hvor bandet egentlig selv vil hen, så er der dog langt fra tale om et upersonligt udspil. Numrene sprudler af energi, de ihærdigt støjende guitarer og afsøgende trommer og bas kommer vidt omkring, og hver og en byder de seks numre på bandets selvudgivne, knap tyve minutter lange EP, på gode takter og stærk dynamik.
Som helhed er EP’en afvekslende og melodierne kommer godt til udtryk. Der ligger endog flere potentielle indie-hits i det velstrukturerede materiale, med det skarpe nummer ‘Pick Me Flowers’, som mit bedste bud. Tekstmæssigt har bandet helt klart også talentet på deres side. Desværre kan vokal-arbejdet ikke ligefrem siges at være med til at løfte ordene, og udover musikkens alt for traditionstro udgangspunkt, er netop de flade og anonyme vokaler det største problem.