Chinah har udgivet en ny single ved navn ‘Yeah Right’, og i samme omgang har electropop-trioen annonceret en efterårsturné, hvor de giver koncert i landets fire største byer.
‘Yeah Right’ er en stærk sang, hvor Chinah udforsker mørket i deres lyd. Futuristiske synthlines står over for trap-klingende percussion, som nummeret gradvist udvikler sig i forskellige spændende retninger. Et særligt gribende stykke er omkring halvvejs, hvor synthesizerne spiller et stykke, der nærmest kunne lyde som var det skrevet som en skrigende guitarsolo fra et klassisk rocknummer.
Fine Glindvad fra Chinah udtaler følgende om gruppens kommende udgivelser i en pressemeddelelse: »Vi har leget med popmusikkens præmisser på de første to ep’er. I popmusik skaber man ofte et entydigt og utopisk univers. Man beskriver drømmen. Nu går vi ind og knuser drømmen«.
Hvis vi får en ep eller måske endda et debutalbum i denne stil, har vi absolut noget at se frem til. Hvis man vil høre Chinah live kan man jo passende tage forbi Train, Skråen, Posten eller Hotel Cecil på gruppens turné. Ellers kan de også ses fredag aften, når de gæster Distortion Ø og forhåbentlig spiller ‘Yeah Right’.
Chinah efterårsturné 2018:
15/11 – Aarhus, Train
16/11 – Aalborg, Skråen
17/11 – Odense, Posten
23/11 – København, Hotel Cecil
Læs anmeldelse: Chinah ‘Hints’