Madlib The Beat Konducta
Beatsmeden Madlib holder åbent hus på albummet, der afslutter BBE’s populære Beat Generation-serie. Velkendte venner fra basen Stones Throw og mere prominente navne som Talib Kweli og Murs krydrer albummet, men Madlib kunne nu sagtens have klaret sig uden hjælp udefra. Det beviser han blandt andet, når han rapper sig gennem et af albummets bedste numre ‘Heat’, men også på de mange instrumental-bidder, der fungerer som overgange mellem numrene. Her er han i sit rette element, og det er her, godbidderne og overraskelserne gemmer sig.
Fuldstændig kreativ frihed har altid været nøgleordet og udfordringen i BBE’s populære Beat Generation serie. En serie der blandt andet har budt på mindeværdige udgivelser fra J Dilla, Pete Rock og DJ Jazzy Jeff. Nu er den dog kommet til sin vejs ende, og Madlib er det perfekte valg til at afslutte seancen.
Boom bap, opfindsomme samples og masser af nik med nakken er grundelementer på albummet. Og atter engang lykkedes det for ham at skabe en totaloplevelse, hvilket især skyldes hans evne til at fastholde lytterens nysgerrighed. Man vil simpelthen hele tiden vide, hvad der gemmer sig om hjørnet. Der er bare lige det, at fuldstændig kreativ frihed ikke er en udfordring for Madlib, for sådan har han altid arbejdet, og derfor indeholder albummet dog heller ikke de helt store overraskelser.