Heidi Mortenson
Komponisten og sangerinden Heidi Mortenson folder sig på denne ep ud som Danmarks ukronede dronning af dyster electro. På en lille håndfuld særdeles stærke numre viser hun nye sider af sit talent og udbygger samtidig Rump Recordings imponerende repertoire ud i moderne dansk bas-influeret electronica.
Titlen kunne antyde, at her ville være tale om et introvert navlepillende øjebliksbillede fra harddisken, men det er slet ikke tilfældet. Mørket er absolut til stede i både musik og lyrik. Det gennemgående tema er mødet mellem den dubsteppede bas og alskens håndspillede instrumenter, hvor specielt diverse messingblæsere giver et helt unikt udtryk.
Tempoet er sløvt, men fremdriften og magien opstår gennem Mortensons sikre tæft for den gode melodi. Og til trods for, at teksterne i mere eller mindre eksplicit grad kredser om underkastelse, hjertesorger og legemlig opløsning, så er hele pakken umiddelbart forholdsvis lettilgængelig, hvilket er en kunst i sig selv. Singleforløberen ‘Dele af kroppen’ er med sit markante blæserstykke og snøvlende hiphop-beat et godt bud på et undergrundshit.
Mortensons mørke kompositioner har bestemt internationalt potentiale. Men qua de dansksprogede tekster, der bliver sunget med en intonation, som skylder Under Byens Henriette Sennenvaldt en del, og til tider bliver manipuleret i en grad, så man kunne have mistanke om, at Karin Dreijer Andersson har været forbi med sin effektboks, har de selvfølgelig størst appel til et dansk publikum.