Complicated Universal Cum

Rock Hard Power Spray-guitaristen Frederik Valentins debut fra 2010 antydede allerede en vis dobbelthed i hans solooutput. Den ømskindede single og ballade ‘I Can Hardly Wait’ fik her følgeskab af fire hårde, støjende kraut-orienterede skæringer, som bare tæskede derudaf. Den binære opfølger med den delte undertitel ‘Level Body Revelation’ tager konsekvensen af dette, deler Valentins musiceren op i henholdsvis et Jekyll- og et Hyde-album, og giver tillige en slags forklaring på kunstnernavnet.

Læs anmeldelse: Complicated Universal Cums andet nye album

Complicated Universal Cum er selvfølgelig en slags musikalsk Araldit – avanceret tokomponents-klister til øregangene! Første halvdel er, trods et mærkbart afsæt i dronerocken, meget sangorienteret og tilgængeligt, mens det andet er en ufortyndet og uapologetisk opdyrkning af det hellige groove.

Starter vi med første skive, så folder Valentin sig her for alvor ud og træder i karakter som en solid sangskriver, der både favner de fremragende, grungede ‘Home Is the Way That I Go To’ og ‘Hello Hello’, som krydrer ligefrem, fængende guitarbaseret rock med vridende, hypnotiske bashooks, hårdtslående trommer samt flyvske blæsere, den flotte selvbetitlede ballade, der med Vangelis-agtige synths får hårene til at rejse sig på armene og så den mere udkullede, men stadig indbydende Spacemen 3-agtig psychedelia, som især luftes på albummets pølseender, åbneren ‘So What If It Kills You’ og den rammende betitlede lukker ‘That’s All’.

Helhedsindtrykket er af en berusende lille genistreg af et album, og i sig selv en formidabel toer, der gør enhver fordom om at en sådan partout skal være ‘svær’ til skamme. ‘Hello Exit Harmony’ er så ubesværet og wu wei-fritflydende som noget kan være.

Complicated Universal Cum. 'Hello Exit Harmony: Level Body Revelation pt. one'. Album. Fake Diamond/A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af