Grant Green

“Mellow Madness” er tredje og sidste udgivelse i Blue Notes serie af opsamlinger fra jazz-funk-ikonet Grant Greens udgivelser fra 1969 til ’72 – tiden efter at han var blevet afvænnet, havde været en tur i spjældet og nu fik lov til at spille den musik, han helst selv ville lave.

Jeg kender selv Green bedst som funkmand, men her afsløres en anden og mere laid back side af ham. Som albummets titel vidner om, er der med “Mellow Madness” nemlig gennemgående tale om mere afdæmpet musik end på forgængeren, “For the funk of it”, der også er anmeldelsesaktuel her på Soundvenue.

Ligesom med det foregående album er det måske en god tanke fra Blue Notes side at sammenstille musikken tematisk, så vi her får det mere bløde stof, med et cover af Herbie Hancocks ‘Maiden Voyage’ og en lækker ‘A Day in the Life’ som mine to personlige favoritter. Alligevel skulle man måske spørge sig selv, om der ikke fra Greens egen side netop har været en ide med ikke at lave sådan nogle sammenstillinger, specielt fordi jeg mener hans mere rå funk generelt er lidt sjovere, end det materiale, der præsenteres her.

Ligesom med “For the funk of it” er problemet, at musikkens struktur afsløres på en måde, som gør den en lille smule monoton. Men ligesom med “For the funk of it” er mit råd at give fanden i det, nyde den lækre musik og i øvrigt ikke lade sig irritere af, hvordan Blue Note behandler den.

Grant Green. 'Mellow Madness: Original Jam Master GG Vol. 3'. Album. Blue Note.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af