Common

Må jeg først af alt benytte lejligheden til at byde Common velkommen hjem! Hjem til gadehjørnet, hjem til Chicago og hjem til hiphop. Vi er mange, der har savnet ham i hans rette element efter et par mere eller mindre stilforvirrede udgivelser inden for de sidste par år.

Og hvilken hjemkomst! Det er de færreste rappere, der flower så sikkert og indlevende som Common og samtidig balancerer brugen af barske udmeldinger som “I tell them fuck them like I do to police” og poetiske vendinger som “Glory I’m grateful to Be” på én og samme plade.

Både lyrik og levering vidner om mangeårig erfaring og en stærk personlighed, men jeg savner én eller flere gæsterappere (foruden Kanye West), der tekstmæssigt kunne trække både Common og pladen som helhed i nye retninger. Det samme gælder for mr. Wests produktioner, der ellers er både stemningsfulde og spækket med soul hele vejen igennem. De trækker også i længden pladens numre for meget i én og samme retning.

Den ensformighed i udtrykket skal være min eneste mindre anke mod en vellydende, fokuseret og dybfølt plade, men den forhindrer også ‘Be’ i helt at blive den klassiker, mange har udråbt den til at være.