Tilbage i juni trak Benedict Cumberbatch overskrifter, da en historie kom frem om, at han stoppede et bandeoverfald på et cykelbud. Han fik efter sigende sin Uber-chauffør til at stoppe op, så han kunne løbe ud og hjælpe cykelbuddet, der var blevet slået med en flaske. Cumberbatch blev fremhævet som en helt af medier verden over, men han udtalte sig ikke om det.
Det ændrede sig dog i går, da han var gæst i Ellen DeGeneres’ talk-show, hvor hun spurgte ind til hændelsen. Cumberbatch lod ikke til at have specielt meget lyst til at snakke om det og ville ikke fremstille sig selv som en helt.
»Jeg så et cykelbud blive omringet på en meget kold novemberaften, og jeg stoppede bare Uber’en og prøvede at få dem alle til at slappe af… Især cykelbuddet, der lignede, at han var klar til at kæmpe for livet«, fortalte Cumberbatch.
»Jeg tænkte ikke rigtigt over knive eller syre, eller hvad der ellers kan være en del af sådan en situation«, fortsatte han, og understregede, at han agerede »dumdristigt«, da han ikke overvejede den potentielle fare.
DeGeneres prøvede flere gange at gøre historien mere sensationel ved at understrege, at Cumberbatch var helt alene om at stoppe overfaldet. »Det hele blev overdrevet en del, så jeg er lidt utilpas ved at snakke om det«, svarede han blot. Se hele klippet ovenfor.
Læs anmeldelsen: ’Patrick Melrose’: Cumberbatch er forrygende i mørk HBO-miniserie