Cate Blanchett tager springet til tv – kulturkrig i vente

Cate Blanchett tager springet til tv – kulturkrig i vente
Cate Blanchett i 'Blue Jasmine'.

Alene i år har man set store Hollywood-stjerner som Emma Stone (‘Maniac’), Jonah Hill (ditto), Jim Carrey (‘Kidding’), Sean Penn (‘The First’) og Julia Roberts (‘Homecoming’) tage springet fra det store lærred til tv-stuerne. Nu er turen så kommet til den dobbelt Oscar-vindende Cate Blanchett, en af Hollywoods absolut største skuespillere.

Blanchett skal spille hovedrollen i den kommende FX-serie ‘Mrs. America’, hvor hun skal portrættere Phyllis Schlafly, der var en politisk aktivist. Schlafly var kendt for at være ekstremt konservativ, antifeminist og imod abort.

Serien følger Schlaflys kamp imod The Equal Rights Amendment i 1970’erne, der var et forsøg på at give kvinder bedre rettigheder, fremsat af nogle af datidens store feminister som Gloria Steinem og Betty Friedan. Det udviklede sig til en regulær kulturkrig, der ændrede det politiske landskab i USA.

Hvem der skal spille overfor Blanchett, vides endnu ikke.

»Jeg ser enormt meget frem til at dykke ned i dette materiale, da der ikke kunne være et bedre tidspunkt at dissekere denne historiske periode, der aldrig har været mere relevant end i dag«, fortæller Blanchett til Deadline.

Serien bliver produceret og skrevet af Dahvi Waller. Hun har før arbejdet på nogle af tidens mest anerkendte serier som ‘Mad Men’ og ‘Halt and Catch Fire’.

En premieredato for ‘Mrs. America’ er ikke annonceret.

Læs også: Julia Roberts’ tv-overgang er det sidste søm i filmstjernens kiste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af