Clark

Clark og Warp-selskabet har gjort det igen. Sendt et album på gaden, der for kendere af de to størrelser på ingen måde overrasker. Skulle man være i tvivl, er det positivt ment.

‘Growls Garden’ lægger flot fra land med det imponerende titelnummer, der med sin styrke, råhed og melodiske kvaliteter mere end overbeviser. Her veksles mellem spinkle og sarte lydbilleder, som på brutal vis afløses af en pumpende og altomgribende basgang, der med sin electro house-stil er et svedigt dansegulv værdigt.

Herefter skifter lydbilledet markant karakter, idet futuristiske space-toner tager over for umiddelbart efter at blive afløst af et tungsind, der afspejler sig i endnu en bulrende basgang tilsat støjende scratch-elementer. Clark formår nummeret igennem at overraske og dreje det i nye retninger – lige fra melodiske klange til eksperimenterende støjfrekvenser der synes at sende små lammelser til centralnervesystemet. Endnu mere søgende, legende og ikke mindst støjende bliver Clark på ‘Seaweed’, hvor han krydrer techno-grundstammen med kortvarige støjhuller, så man føler sig hensat til det ydre rum.

Tempomæssigt holder Clark stilen på henholdsvis ‘Gonk Roughage’ og ‘Distant Father Torch’, der med sine skarpe og rå beats sender referencer til instrumental-hiphoppen, og sørme om han ikke i bedste Clark-stil lukker og slukker i sfæriske luftlag med den ambiente ‘Farewell Mining Town’.

Clark. 'Growls Garden'. Ep. Warp/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af