- Kwamie Liv forsvandt fuldstændig: »Jeg havde ingen anelse om, hvor lang tid det ville tage«
- Barselonas Top Tracks: »Man kan jo ikke sige, at man kan lide Metallica, uden at nogen kommenterer på, hvor dårlig han er«
- Jada er tilbage efter fire år: »Jeg var nødt til at vente, til jeg havde modet til at fortælle ærligt om de her ting«
22 Pistepirkko
Du står med en flaske finsk træsprit i hånden. Forsigtigt trækker du proppen op og stikker flaskehalsen for øjet. Og dernede svømmer de så rundt, på ryggen og i deres helt eget univers. P-K, Espe og Asko. 22 Pistepirkko. Finsk eksport når det er bedst og mest originalt.
‘Drops & Kicks’ er trioens tiende album. 14 små skævheder er det blevet til, indspillet i et lille mobilt studie, parkeret foran træhytten hjemme i Finland og med Kalle Gustafsson (Soundtrack of our Lifes) bag mixeren.
Resultatet kan ikke overraske kendere af 22 Pistepirkko. Simple, skæve og poppede godbidder dyppet i den sirlige Pistepirkko-lage af rock, punk, indie, country og blues. Udtrykket er en anelse mere ligetil end tidligere, og flirten med elektroniske input er aftaget i forhold til forrige album ‘Rally of Love’ (2001).
Det nye album veksler mellem fræsende rockudladninger og afdæmpede popmelodier. ‘Rat King’, ‘Space Riding’ og ‘Not So Good At School’ fornægter ikke, at 22 Pistepirkko oprindeligt rejste sig fra asken efter punkbandet ‘Matti Mätä & SS’ (tilbage i 1980!). Omvendt viser ‘Sister May’, ‘Hello Sunshine’ og ‘Soul Free’, at finnerne med årerne er blevet ramt af forårsvarme og blide toner.
‘Drops & Kicks’ overrasker ikke, men viser, at 22 Pistepirkko trods 25 år på bagen fortsat har det fantastisk godt. De svømmer stadig rundt dernede i træspritten, på ryggen og i deres helt eget univers…
22 Pistepirkko. 'Drops & Kicks'. Album. Playground.