Kaos
Velkommen til fremmede. Her hersker Kaos. Berliner dj’en Kaos står bag udsagnet, og han tager godt imod, uden at det bliver kaotisk. Disko’en styrer slagets gang, og han holder styr på bas, trommer, funky guitarriffs og de desværre kun sporadiske vokalspor.
Kaos er en tredjedel af den respekterede gruppe Terranova, og han kan også på egen hånd med hjælp fra flere gæster. Blandt andet bidrager bergenske Erlend Øye med fremragende vokal.
I det hele taget er det et album præget af musikere frem for samples, og det fryder. Ikke mindst den elektriske bas, der konstant er i bevægelse mellem diskoen og funken.
Vi er tilbage i tiden, hvor rulleskøjtebal var måden at feste på, og buksen gerne måtte være stram om låret og mere end løs om foden. Det er her ‘the good times’ hersker. Kaos bringer os tilbage til 70’ernes og de tidlige 80’eres ubekymrede diskodans, og krydrer den med groovy og punkede 4/4 houserytmer i tempi, der passer til både morgenmokkasiner og dansemokkasiner.
‘Hello stranger’ er et lækkert udspil, der glæder, men ikke vækker ekstatisk jubel. Det er italienskinspireret berliner diskohouse, og er du tidligere blevet forført af både disko og house, så lad ikke dette album gå dit øre forbi.