De ultimative Oscar-forudsigelser: Hvem bliver nomineret på tirsdag?

Tirsdag den 22. januar annonceres årets Oscar-nomineringer som den foreløbige kulmination på den mest uforudsigelige awards-sæson i årevis. Vores faste Oscar-ekspert kommer her med sine spådomme i samtlige kategorier. Notabiliteter som Michael B. Jordan, Toni Collette, Nicole Kidman og Timothée Chalamet ligger lige på vippen.
De ultimative Oscar-forudsigelser: Hvem bliver nomineret på tirsdag?
'Bohemian Rhapsody'.

Årets Oscarsæson har først og fremmest markeret sig ved Akademiets egen forunderlige evne til at detonere det ene uskønne fuck-up efter det andet.

Først var der det pinagtige forløb vedrørende hele ‘bedste populære film’-kategorien (en endelig beslutning om kategoriens indførelse er udskudt på ubestemt tid), så fulgte den udtrukne Kevin Hart-affære (der fik en interessant krølle med Ellen DeGeneres’ – signalforvirrende – støtte til Hart), og i de seneste dage har en ny skidt sag så ramt akademiets bestyrelse, der af skuespillerforbundet SAG beskyldes for at presse forbundets skuespillere til ikke at optræde som presenters ved det forestående SAG Awards, hvis de vel at mærke ønsker at tage del i det – værtsløse – Oscarshow sidst i februar.

Alt i alt må man konstatere, at lige siden Cheryl Boone Isaacs forlod formandsposten i akademiet, er det regnet ned over institutionen med møgsager, hvilket ikke just sætter den nye formand, fotografen John Bailey (der tilmed har en verserende ’sexual misconduct’-sag hængende over hovedet), i det mest fordelagtige lys.

Awards Season har derudover været præget af, at branche og kritikere er mere delte end vanligt, når det kommer til at nå til enighed om, hvilke film og præstationer der kan smykke sig med betegnelsen årets bedste.

Kritikergrupperingerne har ret entydigt peget på ’Roma’ (og i mindre grad ’First Reformed’), mens crowdpleasere som ’Green Book’ og ’Bohemian Rhapsody’ (især sidstnævnte fik kritikerne til at vende tommelfingeren kollektivt nedad) har oplevet en for mange iagttagere næsten chokerende medvind i forbindelse med afsløringen af alskens nomineringer til branchepriser i december og januar.

‘Green Book’

På skuespillersiden har Ethan Hawke (’First Reformed’), Toni Collette (’Hereditary’), Regina King (’If Beale Street Could Talk’) og Richard E. Grant (’Can You Ever Forgive Me?’) domineret kritikerprissæsonen for henholdsvis mandlige plus kvindelige hoverrolle og kvindelige plus mandlige birolle, men det er kun sidstnævnte, der har opnået brancheanerkendelse i form af SAG- og Bafta-nomineringer.

Den diskrepans mellem kritikere og branche gør det vanskeligere end sædvanligt at forudsige, hvem der er inde i varmen, når Oscarnomineringerne offentliggøres 22. januar. Det bør man dog næppe begræde, al den stund at spænding og Oscar hjertens gerne må følges ad. Så med fare for at vi tager den forkerte temperatur på årets kapløb, er her vores bud på årets nominerede i alle de væsentligste kategorier:

Bedste film

Hvis man medtænker summen af de forskellige brancheforbunds nomineringer af årets bedste præstationer inden for kostumedesign, skuespil, manuskript, instruktion, fotografering etc., synes otte titler at skille sig ud fra de resterende. De otte er (i prioriteret rækkefølge):

1. A Star is Born
2. Roma
3. Green Book
4. BlacKkKlansman
5. The Favourite
6. Bohemian Rhapsody
7. Vice
8. Black Panther

Trods det henholdsvis overraskende og mindre overraskende nederlag ved Golden Globes og Critics’ Choice Awards (hvor ’Roma’ vandt hovedprisen) indtager ’A Star is Born’ en ganske solid førsteplads, i og med filmen har scoret perfekte 11 ud af 11 nomineringer hos de såkaldte guilds, altså branchens specialforbund.

Med så bred opbakning på tværs af akademiets faggrupperinger er filmen fortsat favorit til at vinde Oscaren for bedste film sidst i februar.

Der er pt. et kraftigt backlash i gang vendt imod en af hovedkonkurrenterne, Golden Globe-vinderen for bedste komedie/musical, ’Green Book’, på grund af instruktør Peter Farrellys gamle (u)vane med at blotte sig på filmsets (det flugter selvsagt dårligt med Metoo-bølgens landvindinger) og offentliggørelsen af, at manuskriptforfatter Nick Vallelonga for år tilbage udsendte muslimhadende tweets (som støtte til Donald Trumps usande påstand om, at han så muslimer juble i New Jersey efter 11. september-angrebet).

Lady Gaga og Bradley Cooper i ‘A Star Is Born’.

De kontinuerligt dårlige historier om ’Green Book’ (som Viggo Mortensen bidrog til i efteråret ved at bruge n-ordet under en pressekonference) er indirekte med til at styrke Bradley Coopers debutfilm, men det kommer naturligvis også andre vinderkandidater, herunder ’Roma’, til gode.

Siden Akademiet begyndte at arbejde med den nuværende model med mellem fem og ti nominerede film i bedste film-kategorien, har typisk otte eller ni film opnået en nominering. Da de otte ovennævnte titler synes lunt placeret, vil jeg vurdere (set i lyset af historikken), at vi med en vis sikkerhed kan sige, at de her otte film vil opnå en bedste film-nominering.

Som sagt: Det præcise antal nominerede afgøres af stemmefordelingen. Vi kender altså ikke det nøjagtige antal på forhånd. Filmene skal passere den magiske grænse på fem procent førstepladser ud af det samlede antal afgivne stemmesedler for at sikre sig en nominering.

Mit endelige bud (baseret på en forventning om, at otte film opnår en nominering): ’A Star is Born’, ’Roma’, ’Green Book’, ’BlacKkKlansman’, ’The Favourite’, ’Bohemian Rhapsody’, ’Vice’ og ’Black Panther’

Hvis feltet bliver på ni film: ’First Man’
Hvis feltet bliver på de maksimale 10 film: ’If Beale Street Could Talk’ (eller ’Crazy Rich Asians’)

Bedste instruktør

1. Alfonso Cuarón (’Roma’)
2. Bradley Cooper (’A Star is Born’)
3. Spike Lee (’BlacKkKlansman’)
4. Yorgos Lanthimos (’The Favourite’)
5. Peter Farrelly (’Green Book’)
Alternativer: Adam McKay (’Vice’), Pawel Pawlikowski (’Cold War’)

Oscar plejer som regel at matche instruktørernes brancheforbund DGA med fire ud af fem navne, så jeg satser på, at akademiets instruktørgruppering (der er ansvarlig for at nominere de fem kandidater, akademiet som helhed i anden runde får mulighed for at stemme på) tænker en lille smule mere ’kunstnerisk’ end DGA ved at pege på Lanthimos frem for McKay.

Vi har set en tendens til, at akademiet er mere arthouse-drevet end instruktørernes eget forbund, for eksempel i 2012 hvor auteurprægede indsatser fra Michael Haneke (’Amour’) og Benh Zeitlin (’Beasts of the Southern Wild’) begge slap gennem nåleøjet på bekostning af mere bredt appellerende forhåndsfavoritter som Kathryn Bigelow og Ben Affleck. Man kan også pege på sidste år, hvor Paul Thomas Anderson blev nomineret for ’Phantom Thread’ frem for DGA’s kandidat, Martin McDonaugh (for ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’).

Det sikre valg vil være at vælge McKay (lig DGA), men jeg tror (og håber), at Akademiet vil trække et lidt mere uventet kort op af posen som den sidste og femte nominerede: Hvis ikke græske Lanthimos, så måske polske Pawlikowski, hvis European Film Awards-vindende ’Cold War’ overraskede positivt med hele fire Bafta-nomineringer forleden.

‘Roma’

At McDonaugh snublede sidste år, kan få mere satsede sjæle end undertegnede til at formode, at Farrelly – foruden McKay – også er i farezonen. I så fald kan både Pawlikowski og Lanthimos (eller en helt tredje kandidat) komme i spil.

Jeg betragter Cuarón, Cooper og Lee som bombesikre, men derudover viser den nyere historik, at netop kategorien for bedste instruktør er et oplagt sted at forvente små (eller store) overraskelser.

Dog ikke af en art, der ville kunne resultere i tilstedeværelsen af en kvindelig instruktør, på trods af at en håndfuld navne ellers godt kunne fortjene at komme på tale: Debra Granik for ’Leave No Trace’, Marielle Heller for ’Can You Ever Forgive Me?’, Lynne Ramsay for ’You Were Never Really Here’, Chloé Zhao for ’The Rider’ eller sågar Nadine Labaki for bedste udenlandske film-kandidaten ’Capernaum’.

Bedste kvindelige hovedrolle:

1. Glenn Close (’The Wife’)
2. Lady Gaga (’A Star is Born’)
3. Olivia Colman (’The Favourite’)
4. Melissa McCarthy (’Can You Ever Forgive Me?’)
5. Yalitza Aparicio (’Roma’)
Alternativer: Toni Collette (’Hereditary’), Emily Blunt (’Mary Poppins Returns’)

Jeg kan fortsat godt undre mig en smule over, at holdet bag ’The Favourite’ satser på Olivia Colman i hovedrollekategorien (og den egentlige hovedrolle, Emma Stone, i birolle), al den stunda at Colman med 90 procent sikkerhed havde vundet en birolle-Oscar, hvis man havde satset på hende i den kategori.

Omvendt har strategien givet pote i den forstand, at medskuespillerne – udover Stone er det Rachel Weisz – begge ligger til at opnå nominering i birollekategorien. Ved at placere filmens primære trumfkort, Colman, i hovedrolle, sikrer man altså en nominering til alle tre pragtfulde (og frydefuldt intrigante) præstationer.

Golden Globes-vinderne Colman og Glenn Close samt Lady Gaga for bedste film-favoritten ’A Star is Born’ er sikre kort. Men de sidste to pladser er up for grabs.

Glenn Close i ‘The Wife’

Emily Blunt lignede et stærkt kort en overgang, da hun opnåede både SAG- og Golden Globes-nomineringer, men efter ’Mary Poppins Returns’ fik julepremiere til lyden af indifferente eller blot høflige anmeldelser, er det, som om filmens (og dermed Blunts) chancer er kølnet betragteligt.

Jeg tror, McCarthy tager den fjerde plads, da der hersker ret stor enighed om, at hendes præstation er god (og markerer et karrieremæssigt nybrud i form af demonstrationen af den morsomme skuespillerindes evner som dramatisk skuespiller), og så tror jeg, at Akademiet generelt vil omfavne ’Roma’ i et omfang, der kan sikre filmens altoverskyggende mexicanske hovedrolle, den utrænede Aparicio (som Cuarón fandt i en lille landsby), den sidste plads.

Det vil i så fald gå ud over sæsonens vel nok største kritikerdarling på kvindefronten (sammen med Colman), Toni Collette. Gysere som ’Hereditary’ klarer sig traditionelt rigtigt dårligt i Oscar-sammenhæng. Dén lidt kedelige tendens, tror jeg, vil manifestere sig nok engang.

Bedste mandlige hovedrolle:

1. Christian Bale (’Vice’)
2. Rami Malek (’Bohemian Rhapsody’)
3. Bradley Cooper (’A Star is Born’)
4. Viggo Mortensen (’Green Book’)
5. John David Washington (’BlacKkKlansman’)
Alternativ: Ethan Hawke (’First Reformed’), Willem Dafoe (’Eternity’s Gate’)

Ligesom hos kvinderne er der en trio af skuespillere, der har skilt sig ud, og som dermed kan betragtes som sikre kort: Golden Globes-vinderne Bale og Malek og Bradley Cooper. Jeg skal ikke lægge skjul på, at de to Golden Globes-vindere langt fra imponerer mig, men det er desværre ikke usædvanligt i nyere tid, at Oscars udvalgte i netop denne kategori er en tynd kop te.

Viggo Mortensen har forsøgt at skyde sig selv i foden med op til flere kampagnemæssigt vurderet uheldige udtalelser i løbet af sæsonen, hvilket gør ham lidt sårbar som det næsten sikre fjerde kort, men jeg tror, der er så stor generel opbakning til ’Green Book’, at der skal mere til at vælte læsset for den jo ellers vellidte dansk-amerikaner.

Christian Bale i ‘Vice’

Det helt store spørgsmålstegn knytter sig til det femte navn: John David Washington opnåede en SAG-nominering, hvilket giver ham en fordel, mens Bafta (vanen tro) valgte at støtte en hjemmebanehelt: Steve Coogan (’Stan & Ollie’).

Skæver man til kritikerne, er der intet – som i: intet – at rafle om: Ethan Hawke leverede filmårets bedste mandlige hovedrollepræstation i det, der ligner Paul Schraders opdatering af Robert Bressons ’En landsbypræsts dagbog, ’First Reformed’. Det vil vitterligt være bemærkelsesværdigt, hvis akademiet vælger at se bort fra en præstation, der har vundet rub og stub (helt præcist: 27 priser… and counting) hos alskens kritikersammenslutninger. Men hvis det skal ske, er det givetvis i år, hvor de bredt favnende filmtitler synes at have mere medvind end de rendyrkede kritikerdarlings.

Én SAG-nominering (Washington) kan således vise sig vigtigere end næsten seks håndfulde kritikerpriser (Hawke).

Bedste kvindelige birolle

1. Regina King (’If Beale Street Could Talk’)
2. Rachel Weisz (’The Favourite’)
3. Amy Adams (’Vice’)
4. Emma Stone (’The Favourite’)
5. Margot Robbie (’Mary Queen of Scots’)
Alternativer: Claire Foy (’First Man’), Emily Blunt (’A Quiet Place’), Nicole Kidman (’Boy Erased’)

I denne kategori ser vi endnu et klart eksempel på, at årets Awards Season markerer et skel mellem kritikere og branche. Regina King har stort set vundet alt, hvad der er værd at vinde hos kritikerne, mens både SAG og Bafta sensationelt end ikke nominerede hende.

Det forhold gør Kings forhåndsfavoritstatus temmelig sårbar, men en nominering skal hun nu nok opnå. De tre etablerede kræfter (Stone, Adams og Weisz) synes også temmelig sikre (de har opnået nomineringer fra alle de vigtige branchegrupper).

Det er i virkeligheden imponerende, at Weisz og Stone begge synes sikre på at komme med i det gode selskab, eftersom det normalt ikke er nogen ligetil kunst at få to skuespillere fra samme film (’The Favourite’) med ind i varmen.

Kampen om den femte plads er til gengæld helt åben: Robbie har den fordel, at både SAG og Bafta pegede på hende, til gengæld har stort set alle andre (kritikerne, ikke mindst) rynket på næsen af hende og filmen (’Mary Queen of Scots’).

‘If Beale Street Could Talk’

Det kan give plads til Claire Foy (hvis akademiets britiske medlemsskare og et late in the game-momentumskifte til fordel for ’First Man’, der ellers har gået fra skuffelse til skuffelse i denne Awards Season, kan ændre på tingenes tilstand) – eller måske til Nicole Kidman (der, som nomineringen for hendes ellers ikke synderligt bemærkelsesværdige birolle i ’Lion’ forrige sæson demonstrerede, er omfattet af megen goodwill i disse år).

Bedste mandlige birolle

1. Mahershala Ali (’Green Book’)
2. Richard E. Grant (’Can You Ever Forgive Me’)
3. Sam Elliott (A Star is Born’)
4. Sam Rockwell (’Vice’)
5. Adam Driver (’BlacKkKlansman’)
Alternativer: Michael B. Jordan (’Black Panther’), Timothée Chalamet (’Beautiful Boy’)

Hvis akademiet går med på den form for (mild) kategorifusk, der ligger i at placere Mahershala Ali i birollekategorien, er han et meget sikkert kort. Det samme er årets kritikerdarling i kategorien, Richard E. Grant.

Både Bafta og Golden Globes så bort fra Sam Elliott, men jeg tror, det betyder mere for hans chancer, at han var blandt SAG’s fem udvalgte (samt at filmen, ’A Star is Born’, må forventes at klare sig rigtigt godt på Oscarnomineringsdagen helt overordnet).

Kvartetten Rockwell, Driver, Chalamet og Jordan ligger i en indædt fight om de sidste to pladser. Det skal blive spændende at se, hvem der trækker det længste strå:

Driver ligner et godt kort, da det for alle må være indlysende, at han langt om længe fortjener karrierens første Oscarnominering, og så tror jeg (selvom jeg personligt er uenig), at Rockwell vil opnå tilslutning, fordi han dels repræsenterer en mere populær film i bedste film-sammenhæng end i hvert fald Chalamet, dels er der noget ’flashy’ i at spille en tidligere præsident (George W. Bush).

Og så er det ikke utypisk, at nylige Oscarvindere (i Rockwells tilfælde for rollen som racistisk betjent i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’) scorer goodwill-relaterede nomineringer året efter, de triumferede: Det er, som om akademiet på den måde får afleveret et budskab om, at de ikke tog fejl, da de gav vedkommende prisen.

Bedste originalmanuskript

1. Green Book
2. The Favourite
3. Vice
4. Roma
5. First Reformed
Alternativer: Eight Grade, Cold War, A Quiet Place

Hvis den associerende, billedstærke erindringsmosaik ’Roma’ kan score en nominering her, bør man ikke afskrive den som en mulig vinder af også bedste film-kategorien. Hvis den til gengæld misser, ligner bedste film måske snarere et opgør mellem ’A Star is Born’ og ’Green Book’. Sidstnævntes frontrunner-status i denne kategori er desuden af særdeles sårbar beskaffenhed på grund af sagen om medforfatter Nick Vallelongas muslimhadende tweets (en sag, der er ekstra penibel, al den stund at filmens ene stjerne, Mahershala Ali, er praktiserende muslim).

‘First Reformed’

Det skal blive vældigt interessant, om kritikerdarlingen ’First Reformed’ kan sikre karrierens første (!) Oscar-nominering til legenden Paul Schrader. Han blev – tro det eller lad være – hverken nomineret for sine manuskripter til ’Taxi Driver’ eller ’Raging Bull’.

Bedste filmatisering (adapterede manuskript)

1. A Star is Born
2. BlacKkKlansman
3. Black Panther
4. If Beale Street Could Talk
5. First Man
Alternativer: Crazy Rich Asians, Can You Ever Forgive Me?

Sidste år opnåede ’Logan’ en manuskriptnominering som den første superheltefilm nogensinde, så det vil ikke være helt overraskende, hvis den endnu mere populære (og mindst lige så roste) ’Black Panther’ følger i dens fodspor.

Bedste klipning

1. A Star is Born
2. Roma
3. First Man
4. Green Book
5. Vice
Alternativer: Black Panther, The Favourite, Mission: Impossible – Fallout

Kategorien for klipning er traditionelt at regne som en nøglekategori i forhold til at fastslå, hvilke film der står med muligheder for at vinde Oscaren for bedste film, simpelthen fordi den typisk vil afspejle det overordnede styrkeforhold.

Jeg hælder derfor til, at de tre største favoritter i år (’A Star is Born’, ’Roma’, ’Green Book’) optager tre af pladserne, og så må den tydelige og mere flashy klipning af ’First Man’ (der vandt en Critics’ Choice Award i denne kategori) og ’Vice’ vurderes at være en fordel i forhold til for eksempel ’The Favourite’.

Bedste fotografering

1. Roma (Alfonso Cuarón)
2. First Man (Linus Sandgren)
3. A Star is Born (Matthew Libatique)
4. Cold War (Lukasz Zal)
5. Black Panther (Rachel Morrison)
Alternativer: The Favourite, If Beale Street Could Talk

Nogle gange stemmer medlemmer af specialgrupperingerne på den film, som de bedst kan lide frem for den med det flotteste håndværk. Hvis en film som ’Green Book’ opnår en overraskende nominering her, så watch out: Det vil indikere, at den er en regulær trussel også i kampen om aftenens hovedpris.

‘Black Panther’

Læg mærke til, at Rachel Morrison kan opnå endnu en nominering, året efter at hun blev den første kvinde nogensinde til at opnå en fotograf-nominering for sit arbejde på ’Mudbound’. Filmfotografernes specialforbund ASC pegede på Robbie Ryan (’The Favourite’) i stedet for på Morrison, så det er nok primært en tvekamp mellem de to om den femte plads. Jeg tror, Morrison trækker det længste strå, da akademimedlemmerne nok er ganske opmærksomme på signalværdien i at promovere en kvindelig fotograf.

Bedste animationsfilm

1. Spider-Man: Into the Spider-Verse
2. Incredibles 2
3. Isle of Dogs
4. Ralph Breaks the Internet
5. Mirai

Bedste fremmedsprogede film

1. Roma (Mexico)
2. Cold War (Polen)
3. Burning (Korea)
4. Capernaum (Libanon)
5. ’Den skyldige’ (Danmark)
Alternativer: Shoplifters (Japan)

Ok, det lugter lidt af snæversynet patriotisme sådan at fremhæve den danske kandidat på bekostning af selveste årets guldpalmevinder fra Cannes (’Shoplifters’), men jeg tror rent faktisk på, at ikke alene Danmarks overmåde imponerende historik i denne kategori i nyere tid er en lille fordel, men også at ’Den skyldige’ har mere momentum i opløbsfasen end den for amerikanske smagsløg mere langsommelige japanske filmoplevelse.

Det skal ikke fjerne indtrykket af, at der er tale om et meget, meget stærkt felt i år. Derfor vil det kun være dobbelt bemærkelsesværdigt, hvis det danske bidrag klemmer sig med i finalefeltet.

Bedste dokumentarfilm

1. Won’t You Be My Neighbor?
2. Free Solo
3. Minding the Gap
4. Hale County This Morning, This Evening
5. RBG
Alternativer: Three Identical Strangers, Shirkers (en anbefalelsesværdig film, der kan ses på Netflix)

Bedste production design

1. Black Panther
2. The Favourite
3. Mary Poppins Returns
4. First Man
5. Mary Queen of Scots
Alternativer: Roma, A Star is Born, Bohemian Rhapsody

Endnu en kategori hvor det vil være værd at lægge mærke til, om de overordnede favoritter kan snige sig med. Hvis ’Roma’ eller ’A Star is Born’ (ja, eller ’Green Book’, for den sags skyld) bliver indlemmet (eller den ene på bekostning af de andre), kan det give et fingerpeg om det overordnede styrkeforhold.

Bedste visuelle effekter

1. First Man
2. Black Panther
3. Ready Player One
4. Mary Poppins Returns
5. Avengers: Infinity War
Alternativer: Solo: A Star Wars Story, Jurassic Park: Fallen Kingdom

Bedste lydmiksning

1. A Star is Born
2. Black Panther
3. First Man
4. Bohemian Rhapsody
5. A Quiet Place
Alternativer: Mary Poppins Returns, Roma, Ready Player One

Bedste lydklipning

1. First Man
2. A Quiet Place
3. Black Panther
4. A Star is Born
5. Roma
Alternativer: Ready Player One, Mary Poppins Returns, Bohemian Rhapsody

‘First Man’

Lad os tage den årlige opsummering: Klipningen består i selve optagelsen og indsamlingen af lyde (herunder optagelsen af ’nye’ lyde, der ikke indgår i selve optagelsen af de faktiske scener). Miksning består i efterbehandlingen af lyd, når de mange lydkilder skal sættes sammen og fungere i samklang med hinanden (for eksempel i form af sporenes indbyrdes lydstyrke, men også i fravælgelsen af ’overflødige’ lyde) og – naturligvis – i perfekt synkroni med billedsiden. Miksningen er noget af det sidste, der fikses i post-production-fasen på en film.

Bemærk, at de to lydkategorier aldrig matcher helt og holdent, hvilket kun er ekstra tydeligt i år med henvisning til tilstedeværelsen af musikfilm (de står typisk stærkt i miksningskategorien), mens ’A Quiet Place’ kan udnytte sit fokus på stilhed (få film roterer om selv små lyde som vitale plotelementer i samme grad) i klipningskategorien.

Bedste kostumedesign

1. The Favourite
2. Black Panther
3. Mary Poppins Returns
4. Mary Queen of Scots
5. Bohemian Rhapsody
Alternativer: Crazy Rich Asians, Fantastic Beasts: The Crimes of Grindelwald, First Man, A Star is Born

Igen: Hvis fx ’A Star is Born’ er med her (selvom filmen ikke oplagt kan vurderes som en kostumebåret film), så ligner den et meget varmt bedste film-vinderbud.

Kategorien her er nok den helt store mulighed for, at ’The Favourite’ kan vinde en pris. Film om britisk monarki og aristokrati har traditionelt en voldsom tiltrækningskraft på akademiet (også og især) i denne kategori.

Bedste make-up og hår

1. Vice
2. Stan & Ollie
3. Black Panther
Alternativer: Border (Grænse), Bohemian Rhapsody

Bedste filmmusik (original score)

1. First Man (Justin Hurwitz)
2. If Beale Street Could Talk (Nicholas Britell)
3. Mary Poppins Returns (Marc Shaiman)
4. Black Panther (Ludwig Göransson)
5. Isle of Dogs (Alexandre Desplat)
Alternativer: A Quiet Place (Marco Beltrani), BlacKkKlansman (Thomas Blanchard)

Modsat de fleste andre år forventes kategorien her ikke fyldt op af en masse gamle kendinge (og så godt som årlige gengangere). Sidste års vinder (for ’The Shape of Water’), Alexandre Desplat (ni nomineringer, to Oscars), er i spil igen, men ellers er det ikke original score-metierens sædvanlige hardhittere, der trænger sig på.

‘Isle of Dogs’

Når det er sagt: En anden tidligere vinder, Justin Hurwitz (for ’La La Land’, der nu mere var en samling af sange end et egentligt score), ligner et godt bud på en vinder i kategorien (det vandt prisen i kategorien ved både Golden Globes og Critics’ Choice Award). Hans score for ’First Man’ er et af meget få scores fra 2018, der både var umiddelbart nynneværdigt, tilpas himmelstræbende (månelandingssekvensen!) og tilpas fremhævet inden for rammerne af det færdige produkt til at ligne oplagt Oscarvindermateriale.

Bedste sang

Sangkategorien er svær at forudsige, da der er mange muligheder at vælge imellem, og det kan være svært at gennemskue, hvad der en god filmsang (er det noget andet end en god… sang?) i de stemmeberettigede medlemmers optik. Svulstige ballader med let afkodelige budskaber (og has been-popstjerner bag mikrofonen) har traditionelt en fordel. Derfor skal man ikke afskrive for eksempel Diane Warrens årlige bidrag (’I’ll Fight’) til dokumentarfilmen ’RBG’.

Dette er om noget kategorien, hvor egentlig kvalitet har meget lidt – og signalværdi næsten alt – at sige. Lad os alligevel fremhæve tre kvalitetssange, der synes at have en chance:

Kendrick Lamar feat. SZA ’All the Stars’ (’Black Panther’)

Thom Yorke ’Suspirium’ (’Suspiria’)

… foruden årets mest sikre Oscarvinder (af ret indlysende årsager): Lady Gaga og Bradley Cooper ’Shallow’ (’A Star is Born’)

Læs også: Kevin Hart kommer ikke til at være vært for Oscars – og det er der heller ingen andre, der gør

Læs også: ’A Star Is Born’-fiasko ved Golden Globes er guld for dens Oscar-chancer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af