Fra at få sympati fra hele verden som offer for et modbydeligt hate crime-overfald er Jussie Smollett nu officielt selv under anklage.
Ifølge The New York Times blev skuespilleren onsdag aften sigtet for at have indgivet en falsk rapport til politiet om den påståede forbrydelse i slutningen af januar, hvor han hævdede, at to mænd havde bundet et reb om halsen på ham, hældt afblegningsmiddel på ham og råbt racistiske og homofobiske skældsord.
Talsmanden for Chicagos politi skrev i går på Twitter, at »efterforskere lige nu præsenterer beviser foran Cook County Grand Jury«. Strafferammen i Chicago for at indgive en falsk rapport til politiet er op til tre års fængsel.
Case Update: Jussie Smollett is now officially classified as a suspect in a criminal investigation by #ChicagoPolice for filing a false police report (Class 4 felony). Detectives are currently presenting evidence before a Cook County Grand Jury. pic.twitter.com/FhDcbBKsuU
— Anthony Guglielmi (@AJGuglielmi) February 20, 2019
Smollett har selv bedyret sin uskyld, og hans advokater Todd S. Pugh og Victor P. Henderson udtaler efter den officielle politiindberetning dette:
»Som enhver anden borger nyder Mr. Smollett retten til at være uskyldig, indtil andet er bevist, særligt når der har været en efterforskning som denne, hvor information, både sand og falsk, er blevet lækket igen og igen. Ud fra de omstændigheder har vi planer om at foretage en grundig undersøgelse og at opbygge et aggressivt forsvar«.
Samtidig graver de amerikanske medier flere og flere informationer frem om sagen. CBS Chicago skriver således, at Smolletts motiv for at iscenesætte overfaldet muligvis var, at et trusselsbrev med hvidt pulver (der viste sig at være aspirin), han havde modtaget, ikke havde fået den reaktion, han havde regnet med.
Krøllen på halen er, at man efter sigende har fundet det magasin, der var blevet brugt til at lave udklip til trusselsbrevet, hjemme hos de to nigeriansk-amerikanske brødre, som Smollett efter sigende efterfølgende hyrede til at forestå angrebet på ham. De havde tidligere været statister på ‘Empire’ – tv-serien, hvor Smollett har en af hovedrollerne – mens den ene også har været hans personlige træner.
Læs også: ‘Empire’ skærer ned på Jussie Smollett-scener med øjeblikkelig virkning