Tilskuernes akavede Queen-dansetrin
Oscar-showet blev skudt i gang, da Queen med Adam Lambert i front som Freddie Mercury-erstatning spillede ‘We Will Rock You’ og ‘We Are the Champions’ – meget passende ‘Bohemian Rhapsody’s mange nomineringer taget i betragtning. Det banede vejen for en umådeligt akavet portion dansetrin ude blandt publikum. Ikke mindst fra den spanske stjerne Javier Bardem, som kastede om sig med håndtegn og gav den fuld gas til rocknummeret. Anderledes stod det til hos Allison Janney, som på tåkrummende vis forsøgte at tage del i festlighederne med uengagerede armbevægelser i luften.
Serena Williams’ tennismetaforer
At det pludselig krævede kendte navne uden for filmbranchen at introducere årets nominerede i bedste film-kategorien, kunne ligne endnu et forsøg fra Akademiets side på at gøre showet tilgængeligt for et så bredt publikum som muligt. Det affødte flere ret malplacerede indslag, hvor tennisspiller Serena Williams for eksempel introducerede ‘A Star Is Born’ og sammenlignede filmens hovedpersons musikerdrømme med sit eget tennisliv. Subtilt.
Når lyset slukkes
Der var travlt under årets Oscar-show, for tv-transmissionen skulle holdes på tre timer. Det gik ud over aftenens talere, der havde ganske kort tid og blev spillet ud af strygermusik, hvis de talte for længe.
I år blev der dog også flere gange slukket for såvel mikrofon som lys, og særligt slemt gik det for holdet bag animationsfilmen ’Spider-Man: Into the Spider-verse’, hvor der slet ikke blev givet musiksignal, inden talen abrupt blev afbrudt. Det store filmhold brugte en del af deres taletid på at få alle op på scenen, så der gik ikke lang tid, før der var lukket og slukket.
Et makværk af en tale
Og prisen for årets, muligvis historiens, dårligste tale går til: Greg Cannom, Kate Biscoe og Patricia Dehaney, makeup-holdet bag ‘Vice’. Der er ingen tvivl om, at de tre sminkører virkelig kan deres kram udi at forvandle Christian Bale til fedladen og halvskaldet vicepræsident. Men da de vandt årets makeup-pris, gik der ged i den. Trioen talte i munden på hinanden, og de lod ikke til at have den fjerneste idé om, hvem de takkede, mens deres øjne var klistret til det medbragte papir.
Ingen taksigelser til pædofili-anklagede Bryan Singer
Bryan Singer glimrede ved sit fravær i årets takketaler. Singer instruerede det meste af ‘Bohemian Rhapsody’, men blev fyret undervejs, efter sigende fordi han udeblev fra flere filmoptagelser. Grove pædofili-anklager mod Singer er samtidig kommet op til overfladen igen, hvilket har gjort ham til persona non grata i Hollywood. ‘Bohemian Rhapsody’ hev tre priser med sig hjem i nat – for filmklipning, lydklipning og lydmix – samt en hovedrollepris til Rami Malek, og i ingen af takketalerne blev Bryan Singer nævnt. Forståeligt – men usædvanligt.
Tak til Bradley Coopers mor
Julia Roberts var aftenens sidste presenter, og i et Oscar-univers af værtsløshed betyder det åbenbart også, at man er den, der skal afslutte aftenen. Så da ‘Green Book’-holdets mikrofon på akavet vis var blevet delvist slukket (vi kunne høre talen, men det kunne dem i salen ikke) og musikken sat i gang, afsluttede Roberts showet med ordene: »Det var tilsyneladende slutningen på det 91. Academy Awards«, hvorefter hun sagde godnat til Bradley Coopers mor. Sådan kan man også slutte Hollywood’s biggest night.
Læs også: Oscar-showet overrasker i de helt store kategorier – se vinderlisten
Læs også: Så er det bekræftet – Oscar-showet er i sit livs krise (ANMELDELSE)
Læs også: Med sejren til ‘Green Book’ lander Oscar på den forkerte side af historien (KOMMENTAR)