Mika

Med singlen ‘Grace Kelly’ og debuten ‘Life in Cartoon Motion’ trådte den libanesiskfødte londoner Mika i 2007 direkte ud af de ukendtes rækker og ind i superstardom med millionsalg og prestigefulde priser. Den karismatiske sanger med det flamboyante udtryk delte dog vandene grundigt. Avisen The Guardian tildelte bundkarakter, mens den sønderlemmende kritik på visse musikmedier på nettet mindede om personangreb. Disse får nu anledning til mere galde, mens Mikas tilhængere kan juble, idet opfølgeren er i god tråd med debuten.

Mika benytter sig igen helt ublu af tricks fra den store popbog, men han læser altså den bog med en smittende livslyst og entusiasme. Klangen i hans vokal bærer stærke lighedspunkter med Freddie Mercurys, og teknisk er Mika en imponerende vokalist. Andre tydelige yndlingskapitler i pophistorien er Elton John og George Michael. Ikke just de mindst ekstravagante musikalske inspirationer.

‘The Boy Who Knew Too Much’ er et stærkt underholdende popalbum. ‘We Are Golden’, ‘Blame It on the Girls’ og ‘Rains’ er herligt ‘over the top’, og ‘I See You’ og ‘By the Time’ er svulstige, men virkelig fine ballader, mens man skal være hjerteløs – eller aseksuel – for ikke at blive charmet af den pivfrække calypso på ‘Blue Eyes’.

Hvor debuten løst omhandlede barndommen, så er dette tænkt som del to om de svære teenageår. Det synes dog lidt problematisk. Livsglad, udadvendt musik i sikker udførsel var i hvert fald ikke kendetegnende for mine teenageår. Tag for eksempel ‘Toy Boy’ som suverænt inddrager musical, men hvor mange teenagere kender du måske, der interesserer sig for det? Emnet burde her nok nærmere have været taklet i øjnehøjde.

Det sagt, så er det et album, der vil have alle med på turen, men selvhøjtidelighed og kitsch-skræk bør bestemt parkeres, inden man hopper om bord.