Andrew Pekler

Samplet musik har en fantastiske evne til at indfange det arketypiske, sætte fingeren på lige nøjagtigt det beat eller det refræn, som beskriver en bestemt følelse eller atmosfære.

Der er en støvet neonskilts-lukketids-agtig fornemmelse over musikken, som henter sin lyd og stemning fra Miles Davis’ 60’er-funk, samtidig med at den beholder et moderne, elektronisk formsprog. Atmosfæren er så tung, at man nærmest føler sig hensat til en gammel film, men netop denne karakter af stemningsfuld underlægningsmusik som er det, der kunne gøre musikken så lækker og energiladet, er det, der alligevel bare ender med at få denne anmelder til at sukke en lillebitte smule. Selvom det lover så godt, ender det alligevel så trist.

For ligesom filmmusik er numrene præget af at formidle én enkelt følelse, mere end af nogen som helst indre fremdrift. Nogle af dem er ultrakorte og sikkert ment som øjebliksbilleder, et faktum, som underbygges af, at man aner en overordnet udvikling på pladen. I virkeligheden er “Nocturnes…” nok mere et lydkunstværk end jazz i gængs forstand, men det er altså ikke nogen undskyldning for at være så lidt hittepåsom. De her numre lyder og smager totalt ens. Det er slet og ret for uopfindsomt, og det er forbudt, det står i grundloven.