Stortalentet Omar Apollo kan det hele – og er ikke bange for at vise det
I vores playliste-æra med uanede streamingmuligheder er det sjældent, at man støder på en udgivelse, der føles som et helstøbt værk. Og selv om der kun er seks reelle numre på Omar Apollos anden ep ‘Friends’, er det forfriskende at høre en udgivelse, der fungerer som en helhed. På ‘Friends’ serverer Apollo en skarp blanding af både groove, hyggepop og følsomme indieballader, der på trods af indbyrdes forskelligheder fungerer fantastisk sammen.
Apollo lægger ud med at kanalisere både Prince og Sly Stone på ‘Ashamed’, der med minimalistisk groove, funkguitarer og vrængende skrigesang sætter gang i både fødder og hofter. Verset er meget opbrudt og skifter sjældent akkorder, og som kontrast til dét giver omkvædet fuld gas på de sammenhængende linjer af funkakkorder.
Efter vi er skudt ind i hans verden, trækker Omar Apollo os ind i det på én gang drevne og afslappede groove på ‘Kickback’, der med sine stabile plekterbasfigurer og tilbagelænede guitarer giver lyst til at læne sig tilbage i sofaen eller solen og hænge ud – præcis som han synger, at han selv vil (sammen med sit crush). Apollo giver også her en demonstration af sin bløde stemme, der leverer de simple repetitive melodilinjer med en perfekt ubesværethed.
Når vi så efter de to groovy sange har lænet os tilbage, skifter Apollo ned i gear til noget helt andet. Titelnummeret er en akustisk ballade, og selv om man ikke skulle tro, at den samme person både kunne lave overbevisende groovepop og rolig akustisk indie, er ‘Friends’ et fremragende bevis på det modsatte. Den akustiske guitar, der bærer hele nummeret, leder tankerne hen på det sene Beatles og numre som ‘Blackbird’, og den bløde stemme fortæller historien om en pige, der troede, at de skulle være venner. Ja, lidt velkendt, men et rigtigt flot nummer. Og selv om det pludselige skift fra funk til akustisk kan virke overraskende, giver det faktisk ep’en et godt flow, så man ikke når at blive træt af funknumrene.
Efter titelnummeret bliver Apollo i den rolige afdeling, først med mellemspillet ‘There For Me’, som er lidt mere moderne og storladent, og derefter med endnu en ballade i ‘Hearing Your Voice’. Her bygger han mere oven på det akustiske lydbillede, især med smukke korstemmer og akkordflader, der understøtter den bærende akustiske guitar, som igen leder tankerne hen på 70’ernes ballader. Det er en flot og sørgeligt drømmende sang, hvor Omar Apollo gennemarbejder sine egne tanker med omkvædet »Don’t make sense to me / but I’m fantasizing ‘bout hearing your voice«.
Når vi så har været i den eftertænksomme afdeling i præcis så lang tid, som det passede, trækker Apollo ep’ens bedste dansenummer op af hatten som en radikal modsætning. ‘So Good’ er en sindssygt god popsang med 80’er-harmonier a la ‘Rock With You’ og et groove, der er Daft Punk værdigt. Melodien er fabelagtigt simpel, og oven på det hele flyder en skov af synthesizere, der giver retrofølelsen prikken over i’et, uden at det føles forældet.
Hvordan slutter man sådan en mangefacetteret udgivelse af?
Jo, til sidst binder Omar Apollo såmænd det hele sammen med det stille groovenummer ‘Trouble’, som begynder roligt med flotte stemmer og basakkorder og så bygger på med et tørt funkgroove, som både peger hen på dansenumrene og understøtter sangens rolige gemyt. Efter klimakset, hvor Apollo råber »Why you running? / why you run away?« over en skov af stemmer, efterlades vi med den samme basfigur, som vi startede med, inden lyden forsvinder helt. Og sådan afslutter man en demonstration af sin egen fulde musikalske spændvidde.
Min eneste anke mod ‘Friends’? At der ikke er mere af den.
Kort sagt:
På sin anden ep ‘Friends’ viser Omar Apollo en imponerende spændvidde og excellerer i både skrigefunk, hyggepop, danse-80’er og indieballader.