Labrinth, Sia og Diplo skaber et gennemført popunivers på debutalbummet som LSD
‘Labrinth, Sia and Diplo Present… LSD’. Sådan lyder den fulde titel på debutalbummet fra supertrioen LSD. Titlen har fornemmelse for dramatik, og det har resten af albummet også.
Som en forsmag på alt, der venter, begynder LSD med introen ‘Welcome To the Wonderful World Of’, der starter a cappella, efterfulgt af et tungt elektronisk stykke med synthesizere og Gameboy-lyde, hvorefter det hele bryder ud i et guitarstykke, der mest af alt lyder som Queens Brian May – og selvfølgelig er der spredt lidt manipulerede vokaler ud over det hele. Det er jo Diplo, vi har at gøre med.
Og introen undersælger ikke albummet, der er fyldt med facetter, kreative former og introer og mange forskellige lydbilleder. Der er selvfølgelig et væsentligt elektronisk element i lydbilledet, især med de forvrængede vokaler fra Labrinth og Sia, som Diplo strækker, bøjer og smelter fuldstændig efter forgodtbefindende – som i omkvædene på ‘Angel In Your Eyes’ og ‘Audio’. Synthesizerne fylder også en del, men det føles sjældent som om, det bare er genbrug af tidligere lydbilleder.
LSD forsøger sig med nye ideer, men også med mange forskellige velkendte ting smeltet sammen til nye former, der dog stadig lyder som noget, Diplo har produceret. Man fornemmer, at Labrinth og Sia er to cirkusartister, mens Diplo spankulerer rundt som sprechstallmeister og styrer showet og præsenterer de tos stemmer – indimellem som imponerende akrobater, indimellem som fascinerende manipulerede forsøgsdyr.
I det hele taget løber der en tydelig dramatisk strøm gennem albummet, selvfølgelig bedst illustreret ved, at introen slutter med faktisk at introducere de tre artister, men også i for eksempel ‘Genius’, hvor Labrinths første vers lyder som en form for erklæring oven på de intense strygere, der leder tankerne hen på operaens recitativer, hvor sangerne synger deres replikker uden den store ændring i baggrundsmusikken eller melodien. Også i ‘No New Friends’ med teksten om »Kings and queens« forstår man, at LSD faktisk har skabt sig en lille ‘wonderful world’, hvor de udfolder sig. Og det klæder dem.
Som om det ikke var nok, at de har skabt et sammenhængende univers, er de fleste af sangene også rigtigt godt skrevet. Som i et cirkus kommer vi rundt i mange forskellige stilarter, og hvor jeg i en tidligere anmeldelse syntes, at det blev for meget efterligning, fungerer det rigtigt godt her i universet. Mange af sangene er energiske og leder tankerne hen på storladne musicals – for eksempel ‘Angel In Your Eyes’ og ‘Genius’, hvor især førstnævnte har et rigtigt velskrevet vers med interessante motiver og melodier. LSD benytter sig også ofte af introer og stilskift, og det bidrager positivt til mange af sangene – tag ‘Mountains’, der starter som en form for hymne med orgel, men så skifter til et næsten rent elektronisk nummer for så at binde det hele sammen.
Når man taler om velskrevne sange, er ‘Thunderclouds’ og ‘Heaven Can Wait’ i særklasse gode. ‘Thunderclouds’ er et studie i Motown-lyd, men er simpelthen så veludført med et så godt omkvæd, at det er svært at undgå at kunne lide den – uanset om det er originalt eller ej. ‘Heaven Can Wait’ er mere original, og også her er melodien i omkvædet så godt udformet, at man læner sig tilbage og nyder den bombastiske trods af døden, når Sia smadrer linjen »No, not today baby, heaven can wait«.
Fælles for de to sange – og meget andet, der fungerer på albummet – er, at Labrinth og Sia synger som en drøm. Især på ‘Thunderclouds’ og ‘Heaven Can Wait’ nailer Sia melodierne i omkvædet bedre end nogen anden popsanger ville kunne. Også Labrinth har sine gode øjeblikke, blandt andet på det, der burde have været afslutningsballaden, ‘It’s Time’.
LSD’s debutalbum er en interessant og slagkraftig tur gennem et meget velkonstrueret univers. Hvorfor de så vælger at slutte af med et Lil Wayne-remix, der hverken bidrager med noget eller runder albummet af, er mig derfor en gåde.
Kort sagt:
LSD konstruerer på deres debutalbum et univers, som kommer både Labrinth, Sia og Diplo til gode og viser dem fra deres bedste sider – det er dramatisk, det er spændende og det er enormt veludført.