Ellie Goulding

Det kræver uhæmmet kærlighed til pop med stort P, hvis man skal holde af Ellie Goulding. For på sin debutskive ‘Lights’ sigter den engelske sangerinde, der tidligere i år hjemtog talentprisen Critic’s Choice ved uddelingen af Brit Awards, uden at blu direkte efter hitlistetopplaceringer og heavy rotation.

Uden at være den store gambler vil undertegnede gerne sætte en del af børneopsparingen på, at det nok skal lykkes for hende. For det er svært at ignorere den candyfloss-klistrende appel, som singlerne ‘Starry Eyed’ og ‘Under the Sheets’ besidder. Tænk bragende synths, effektivt bankende beats og hovedpersonens letfordøjelige, lyse vokal – og du har opskriften på ukomplicerede popbrus til iPod-generationen.

Som så uendeligt mange debutanter før hende har Ellie Goulding dog svært ved at holde dampen oppe over et helt album. For ganske vist kan der ikke sættes en finger på hendes sylespidse iscenesættelse og den fnugfrie produktion, men mindeværdige melodier må man til gengæld kigge langt efter på ’Lights’.

Derudover trækker det også gevaldigt ned, når den 23-årige brite uden held udfordrer sin umiddelbare popcharme og forsøger sig med mere ‘seriøse’ indslag som den parfumerede og søvndyssende ‘The Writer’ og den gumpetunge og temmelig kliché-befængte ballade ‘Everytime You Go’. Hvorfor Ellie Goulding i sammenligning med jævnaldrende landsmænd som La Roux, Little Boots, Florence and the Machine og Marina and the Diamonds fremstår noget mindrebemidlet.