Cobra Kai – sæson 2: Alternativ ‘Karate Kid’ er en af internettets mest oversete perler
Første sæson af ’Cobra Kai’ trane-sparkede sig ud på YouTube i foråret 2018 med ganske positiv omtale. Groft sagt havde man taget joken fra ’How I Met Your Mother’, hvor Barney indædt fastholder, at William Zabkas karakter i ’The Karate Kid’, Johnny Lawrence, er den rigtige helt i filmen, og IKKE Daniel LaRusso (Ralph Macchio).
I denne kombination af nostalgi-trip og »syndsforladelse« fulgte man Lawrence, der forsøgte at få stablet Cobra Kai-karateklubben op igen og få revanche for det forsmædelige nederlag, LaRusso tilførte ham for år tilbage.
Tilsat en ny generation af kæmpere blev scenen sat til det endelig opgør (igen) mellem Lawrence og LaRusso, dog i en proxy-version. Med en kobra-elev triumferende i en karateturnering sluttede sæsonen af med, at den usympatiske sensei John Kreese (Martin Kove) bogstavelig talt trådte ud ad skyggerne og meldte sin ankomst.
Og i første afsnit i anden ombæring lægges der ud med en hurtig kamp mellem den tidligere lærer og eleven, så der ikke er et håndkantslag tørt – så er tonen ligesom sat for resten.
Med universet solidt etableret og Zabka som vores helt med ridser i gi’en, bliver der nu givet mere plads til at nuancere Macchios karakter. Han er ikke længere den douchebag-bilhandler, som nød at håne sin knapt så succesfulde fjende, men mere en, der har glemt det, som gjorde ham til den, han er i dag.
Det forsøger han nu at rette op på, blandt andet ved at træne sin datter Amanda (Courtney Henggeler), Lawrences søn Robby (Tanner Buchanan) og afhoppere fra Cobra Kai. Men som i forrige sæson tager konkurrencegenet overhånd og tålmodigheden er efterhånden ved at være opbrugt hos hans kone angående den barnlige fejde.
Tilgivelse og bodsgang for fortidens unoder er kernen i showets univers, og det er også derfor Johnny vælger at give sin gamle mester en chance til som assistent i sin udgave af karate-kobra-klubben. Hvilket skaber gnidninger internt, om hvorvidt mantraet »No Mercy« skal efterleves konsekvent, eller om nåde er foreneligt med dojoens filosofi.
Opbygningen af sæsonen minder lidt om den forrige, så derfor kan man nogenlunde forudse, hvornår visse ting vil ske. Problematisk, fordi det fjerner lidt af den friskhed, som kendetegnede første omgang. Men vejen dertil er tilstrækkeligt underholdende og stramt fortalt til, at man hele tiden hygger sig.
Det skyldes især de herrer Zabka og Macchio. De formår begge at tage deres oprindelige karikaturer og videreudvikle dem, men på hver sin måde: Førstnævnte er en sammenbidt og hård gut, som ikke har haft eller gjort det nemt for sig selv og andre i sit liv. Inderst inde er han stadig den 16-årige knægt, der prøver at gøre det så godt, han kan.
Macchio er modsætningen som den kække (læs: øretæveindbydende) gut, som har haft det perfekte liv, men mærker savnet og lysten til noget mere substantielt. I bund og grund har de begge en midtvejskrise, der så udmunder i karateslag og diverse situationer med deres afkom.
Apropos slag, så er der nogle uhyre velkoreograferet kampscener. Det er især eleverne, som står for dem og det er imponerende, hvor gode de er og hvordan de forskellige stilarter bliver brugt til at fortælle historien med udgangspunkt i de forskellige kampfilosofier.
Det bliver spændende at se, hvor serieskaberne Hurwitz, Schlossberg og Heald tager tredje sæson hen. Slutningen lægger op til flere interessante bekendtskaber og intriger for de gamle og unge karatekæmpere.
Kort sagt:
’Cobra Kai – sæson 2’ fortsætter udforskningen af den misforståede Johnny Lawrence. Og med underholdning i top, samt godt skuespil fra William Zabka og Ralph Macchio og potente kampscener, er dette en af nettets mest oversete perler.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.