‘Hobbs and Shaw’: Den første ‘Fast & Furious’-spinoff har hele pakken
»Let’s go old school!«, udbryder Dwayne Johnson før en af de mange vildt fede actionscener i ‘Hobbs & Shaw’, også kendt som ‘Fast & Furious Presents: Hobbs & Shaw’, og de morsomme replikskifter mellem hans FBI-agent Luke Hobbs og Jason Stathams tidligere MI6-agent Deckhard Shaw leder naturligt tankerne hen på buddy cop-klassikere som ’48 Hrs.’- og ‘Lethal Weapon’-filmene og ‘Kiss Kiss Bang Bang’.
Som subgenren foreskriver hader Hobbs og Shaw til at begynde med hinanden af et godt hjerte, men da CIA rekrutterer de to særdeles ufrivillige makkere til at redde verden, kommer dynamikken mellem The Rock og Statham gradvist til at minde mere om Statham og Sylvester Stallones samspil i ‘The Expendables’-serien. De tager stadig røven på hinanden og sviner hinanden til på det groveste, men man fornemmer deres spirende godmodige billigelse og gensidige respekt.
Hvis Hobbs og Shaw har én ting til fælles, er det, at de mestrer at uddele øretæver under så prægtige slagsmål, at de næsten gør selveste Terence Hill og Bud Spencers Trinity og Bambino til skamme. Her fornægter den forhenværende stuntmand og stuntkoordinator David Leitchs store erfaring sig absolut ikke. Han var ukrediteret medinstruktør på ‘John Wick’ og har siden stået bag ‘Atomic Blonde’ og ‘Deadpool 2’, og når The Rock rappeller ned langs en skyskraber, eller fire biler holder en helikopter nede på kanten af en klippe, ved han præcis, hvordan løjerne skal skrues sammen.
Der er muligt, at der er plads til at notere filmens vigtigste plotdetaljer på bagsiden af et frimærke (den lyssky teknologisekt Eteon skyr ingen midler for at få fat i filmens MacGuffin, en dødelig virus), men det selvbevidste manuskript af Chris Morgan, der har skrevet samtlige Fast & Furious-film på nær de to første, er helt perfekt kalibreret.
I forbifarten når man lige at få præcis tilstrækkeligt at vide om hovedkarakterernes fortid til at blive investeret i deres familieforhold. Cliff Curtis (‘Sunshine’) og Helen Mirren spiller Hobbs bror og Shaws mor, og Vanessa Kirby (‘The Crown’, ‘Mission: Impossible – Fallout’) er cool som Shaws hårdtslående og handlekraftige søster, Hattie, som Hobbs selvfølgelig bliver interesseret i.
‘Hobbs & Shaw’ er først og fremmest langt mere veloplagt og humoristisk end sine forgængere. »Jeg er skurken«, proklamerer Idris Elbas toplejemorder Brixton med et glimt i øjet. Han arbejder for Eteon og har endvidere selv en høne at plukke med Shaw, hvilket han som en cyborg, der er almindelige mennesker ganske overlegen, tvivler stærkt på, at nogen skulle være i stand til at forhindre ham i. Og når man ser, hvor genialt han under en jagt gennem Londons gader formår at manøvrere en motorcykel under en kørende lastbil, fristes man ikke blot til at give ham ret, men næsten også til at holde en lille smule med ham.
I 2010’erne er det i film som Roland Emmerichs ‘White House Down’ og Guy Ritchies ‘The Man From U.N.C.L.E’ kun til en vis grad lykkedes at genskabe magien fra nogle af de bedste buddy cop-film. Men ‘Hobbs & Shaw’ leverer hele pakken: komisk timing, et tårnhøjt tempo samt, vigtigst af alt, to sprudlende hovedrolleindehavere med en kemi, der gør dem til de fuldkommen oplagte bud på tidens mest naturlige arvtagere til actionstjernerne fra en æra, hvor muskelmænd, flammekastere og dejligt dumme oneliners var i betydelig højere kurs.
Kort sagt:
Dwayne Johnson og Jason Statham er virkelig sjove i den energiske og konstant underholdende ‘Hobbs and Shaw’, og Fast & Furious-franchisens herligt uhøjtidelige første spinoff er slet og ret en af de bedste 80’er/90’er-agtige actionkomedier, der tilfældigvis er blevet lavet med et par årtiers forsinkelse.