King’s Light Infantry

Spotlyset har den seneste tid været rettet mod århusianske King’s Light Infantry, der med blot seks ep-numre i ryggen har været Soundvenue Selected, fået P3-rotation og spillet på årets Spot Festival. Og det med rette for der er helt klart talent og potentiale tilstede. Infanteristerne kommer omkring både munterhed, storladenhed og sørgmodighed, men desværre sniger kedsomheden sig også ind hist og her på de lidt for sikre og uoriginale numre ‘The Locker’ og ‘Cry Wolf’.

Når det er sagt, har King’s Light Infantry dog sans for den gode melodi, så selv om originaliteten lader lidt at vente, er det svært ikke at nynne med på deres velspillede og fængende indierock. Bedst tager de sig ud på singlen ‘Home’, hvor bandet for alvor viser deres identitet og lyder mere som sig selv end Arcade Fire, der unægtelig må have været en stor inspirationskilde.

Det lyder som om, debutanterne stadig er i gang med at finde deres egen lyd, men et kendetegnende træk er de finurlige guitarfigurer, hvis melodiske temaer er en fast bestanddel i King’s Light Infantrys lyd. Kombineret med Mathias Slots indestængte vokal, der bevæger sig i området, lige inden stemmen knækker over, hæver det udspillet over det middelmådige og op til et sted, hvor forventningerne til debutalbummet er store.

King’s Light Infantry. 'Crops'. Album. Pad & Pen/Labelkollektiv.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af