White Denim

White Denim laver med ‘Last Day of Summer’ Radiohead-manøvren. Et ‘betal-hvad-du-lyster’-album, men også en gang restemad skrabet sammen, indspillet påny og serveret i håb om at indbringe de fattige musikere en mønt eller to. Titlen kan således tolkes mere kynisk, end den sikkert er ment. For hvornår er man om muligt mere broke end sidst på sommeren, når alle spareskillingerne er fyret af på ferie og festival?

Albummets noget tilfældige oprindelse betyder ikke, at det er en usammenhængende rodebunke. Faktisk er det overraskende mere homogent og disciplineret end deres flaksende og stilforvirrede debut fra 2008. Det er et øjebliksportræt af et indierockband, der siden er vokset med musikalske syvmileskridt. Som afslappet snack og appetizer til det kommende, angiveligt allerede færdigindspillede album, holder det bestemt.

Finansieringsmodellen er ikke det eneste, der virker Radiohead-inspireret: Det gør de bedste numre også. ‘Through Your Windows’ minder med evig vekslen mellem dur- og mol-varianter af samme akkord og dekonstrueret jazzrytmik en del om Oxford-drengenes ‘Dollars and Cents’, mens rent instrumentale stunder som ‘Light Light Light’ og ‘Incaviglia’ også grangiveligt lyder som rastløse guitarnørklerier fra Jonny Greenwoods krøllede hjernekiste.

‘Tony Fatti’ kunne nærmest være digtet af Phoenix, hvis de var lidt mere skødesløse. Afslappetheden repeteres på numre som ‘New Coat’ og ‘Champ’, men disse og andre virker mere som dvaskt isoleringsmateriale, der forer tracklisten. I sådanne situationer er bandets hemmelige våben, James Petrallis sjælfulde røst, utilstrækkelig. Og der er lovlig mange af dem på udspillet, der giver mest mening som den download-godbid, den er.