Atoi

Efter at have spøgt i undergrunden i en årrække udgav Atoi sidste år deres debut-langspiller ‘Youth Machine’, hvor deres eksperimenterende udtryk var blevet tøjlet en smule, og tøjlerne bliver strammet yderligere på denne 80’er-inspirerede toer.

På ‘Waves of Past Relations’ har den hovedstads-bosatte kvartet bygget et solidt udtryk, løftet af generelt gode popmelodier og den dygtige forsangerinde Ida Cæcilie Rasmussen. Under disse melodier rumsterer dystre synthflader, effektfuldendte drumpads og en god gang studiekontrol. Og imellem disse to niveauer findes Atois svaghed: De halvhjertede synthmelodier. Ligesom kreativiteten nogle gange svigter i nogle tvivlsomme overgange.

Fornøjelsen er til gengæld stor på den mørke og The Knife-inspirerede ‘Clementine’, og det er ikke den eneste gang, at Atoi sender en venlig hilsen nordpå til Karin Dreijers bagkatalog. Heldigvis trækker bandet også tråde i den modsatte retning, og numre som ‘Yearning’ og ‘The Fight’ udviser stærkt dansabelt hitpotentiale. Fælles for begge skæringer er flotte kontrollerede og boblende lydlandskaber, der eksploderer i ren 80’er-discostil i de catchy omkvæd. Og så udfolder Ida Cæcilie Rasmussen sit store talent på den nærværende og bølgende ‘Camouflage’.

På trods af de divergerende stilarter holder Atoi flot en fin og selvsikker linje igennem hele albummet, vel at mærke uden at gå på kompromis med form og indhold.

Atoi. 'Waves of Past Relations'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af