KOMMENTAR. For nylig udsendte Soundvenue et par lister over film i dette årti. Der var fire kategorier: De vigtigste film, de vigtigste danske film, de vigtigste serier – og til sidst en liste over, ikke de vigtigste, men de bedste dokumentarfilm i det forgangne årti. Man kan diskutere hvad ‘vigtig’ vil sige; er det kulturel impact, kunstnerisk fornyelse, reel forandring i verden som følge af filmene? Kan det måles, og bør det?
Man kan også diskutere, om man er enig i listerne: Var ’Hunger Games’ ikke bare en amerikanisering af den japanske ’Battle Royale’? Er ’Thor: Ragnarok’ vigtigere end ’Black Panther’? Er den overhovedet vigtig? Og hvorfor er Lars von Triers film ikke repræsenterede på listen over vigtigste internationale film i dette årti? Han har endda både lavet ’Nymphomaniac’ og ’The House that Jack Built’ der snildt kunne komme ind på en top 10? Ingen af delene er min mission. Jeg undrer mig over, at dokumentarfilmen gang på gang skal defineres som noget andet end de ‘rigtige’ film.
Engang var der noget, der hed kvindelitteratur, hvis det var skrevet af en kvinde. Modsat litteratur, der så åbenbart var skrevet af mænd. Det samme så vi da Ditte Hansen og Louise Mieritz lavede en film – her blev der også talt om at der kom en ny ‘kvindekomedie’. Måske det skulle tænkes i modsætning til for eksempel ’Klovn’, der bare var en komedie. Men vi bliver heldigvis klogere. Man kan se det i Soundvenues egen liste blandt andet med ’Bridesmaids’, der ikke bare er en kvindekomedie, men slet og ret en komedie, tilfældigvis med kvinder i.
Det er samme kritik, forfatteren Lone Aburas har af ‘indvandrerlitteraturen’, der – uanset om man skriver en krimi eller en børnebog – defineres ud fra at man er indvandrer. Men Soundvenue falder i den selvsamme fælde, når de deler listen op i film og dokumentarfilm. Der er film. Og så er der dokumentarfilm. Man kan fristes til at spørge, hvorfor er det ikke omvendt? Film, og så fiktionsfilm?
Hvorfor opdele?
Men er der ikke forskel på fiktion og fakta? Der er en såkaldt kontrakt med publikum, og nogle genrekoder, der skal overholdes. Ligesom, at jeg forventer en komedie skal være sjov, en gyser skal være uhyggelig, så forventer jeg en vis gran af sandhed i en dokumentarfilm. Men selvom de kriterier kan diskuteres, hedder listerne ikke fiktion og fakta, de hedder film og dokumentarfilm. Og tænker man over det, har’ Making a Murderer’ så ikke mere tilfælles med ’House of Cards’ end en naturdokumentar? Kan ’The Act of Killing’ ikke være den vigtigste film i et årti? Er Mads Brüggers ’Ambassadøren’ ikke en af de mest banebrydende film i det her årti? Eller Malene Chois ’The Return’?
Hvorfor så opdelingen? Ser man nedover listen med dokumentarfilmene,’ er det fra mit synspunkt oftest vigtige emner der behandles, men ikke nødvendigvis gode film, forstået som kunstart. Måske skal årsagen til opdelingen findes her. Det er som om dokumentarfilm vurderes på emne, så selv de bedste dokumentarfilm, kun er gode hvis de behandler et vigtigt emne, mens fiktion har muligheden for at kunne vurderes på æstetikken og dramaturgien (eksempelvis når det siges at ’Thor: Ragnarok’ redefinerede superheltegenren).
Det er måske derfor, at banebrydende (og prisvindende) film som Verena Paravel og Lucien Castaing-Taylors sanseligt voldsomme portræt af livet på en industri-fiskebåd, ’Leviathan’, skudt udelukkende på go-pros, ikke kan være med. Det samme med Ulrich Seidls stilistiske undersøgelse af østrigeres hemmeligheder og fetisch for kældre, i filmen ’I kælderen’. Eller Chantal Akermans sidste personlige testamente af en film, ’No Home Movie’, begået inden hun tragisk tog sit eget liv ikke lang tid efter filmen blev færdig.
Det samme med Sergei Loznitsas Austerlitz, filmen om Marina Abramovic ’The Artist is Present’ og Lav Diaz’ ’Storm Children: Book One’. Det er æstetisk forankrede film. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, at listen ikke indeholder den slags, for det at tage Wim Wenders 3D-film om danseren ’Pina’ med, er et lille plaster på det æstetiske sår. En film, der bryder med det amerikaniserede, men ikke med det vestligt fokuserede udbud.
Det hører med til billedet her, at det selvfølgelig hverken er Soundvenues opfindelse eller skyld.
Oscar-uddelingen er opdelt sådan, og ligeså med vores egen Robert og Bodilpriser. Og Soundvenue har tit rigtig godt filmstof, herunder især af Freja Dam (som har skrevet listen over bedste dokumentarer), der som en af de eneste, har skrevet skarpt om æstetiske tendenser i dansk film lige nu. Men måske er det med genrer inden for film, som Aristoteles sagde det var med tid: Vi ved alle sammen godt, hvad det er, indtil vi begynder at tænke over det.
Men hvis vi i Danmark har en af verdens mest prestigefyldte dokumentarfilmfestivaler, hvis dokumentarfilmen »aldrig har stået stærkere«, som Soundvenue selv skriver, hvorfor er der så kun to dokumentarfilm på listen over vigtigste danske film i et helt årti?
Scorsese vs. Marvel
Udover mit åbenlyse bias i at være filminstruktør (og mest lave utroligt langsomme dokumentarfilm), er sproget vi bruger om kunsten og kulturen essentielt for at forstå, hvem vi er som art. Vi så selv for nylig, at Martin Scorsese og Francis Ford Coppola var så utilfredse med Marvel-film at de ikke engang mente, at det var ægte cinema. Udover underholdningsværdien i to gamle, gnavne mænd der disser populære film, og at James Gunn (skaberen af ’The Guardians of the Galaxy’, en af de populære film) svarer tilbage at instruktørerne af ’Godfather’ og ’Goodfellas’ ikke forstår noget om film, så viser det at kampen om definitionsretten, er en kamp om hvad der er ‘det rigtige’.
Hvad der er kunst, identitet, og hvad der er værd at bruge tiden på her i livet. Det handler om, at kunsten er deri vi prøver at formulere de erfaringer, vi gør os mennesker. Det er her, vi skaber definitioner og distinktioner; her, vi prøver at forstå verden. I Disneys verden er alle enten gode eller onde, i Hayao Miyazakis film er det mudret. Og det samme sker i dokumentarfilmen. Den mudrede virkelighed vi lever i, forsøges undersøgt og påvirket. Måske er problemet at dokumentarfilmen i offentlighedens øje mere ses som en genre med information og fakta, end kunstnerisk udforskning.
Men genren er ikke vigtig. Det er effekten på publikum der er det.
Når jeg holder foredrag om film, kan jeg godt lide at starte med at vise en smule af Michael Madsens ‘The Visit’, en dokumentarfilm der simulerer, at vi får besøg af aliens på jorden, og får offentlige instanser til at reagere på det simulerede besøg. Reaktionen er oftest noget á la »det er ikke så meget en dokumentarfilm, som det er en sci-fi film«. Den er tættere på Tarkovskys ‘Stalker’ eller Denis Villeneuves ‘Arrival’ – en film, der er på Soundvenues rigtige filmliste – som nummer 4. Det er en film ulig nogen anden. Skulle den have været på listen? Måske.
Hvilke film der er de vigtigste, eller de bedste, er op til evig diskussion, men at dokumentarfilm også er film – og dermed bør nævnes i samme åndedrag som fiktion – bør ikke være det. Og som da MTV Awards nedlagde kategorierne bedste mandlige og kvindelige skuespiller, og blot nu har ‘Best Performance’, kunne Soundvenue gå forrest med denne idé, at film er alle slags film, i 2020. Animation, gyser, komedie og dokumentar. Samme liste.
Så kan de også lige nå at inkludere Seidl, Madsen, Brügger og Choi.
Læs også: De 20 bedste dokumentarfilm i 2010’erne
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne’
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne