FARVEL TIL 10’ERNE. Dokumentaren har aldrig stået stærkere end i 2010’erne.
Aldrig før har der været så mange velfortalte dokumentarfilm inden for så mange genrer: fra den klassiske flue på væggen, arkivklip og talking heads til dramatiserede hybridfilm, 3D-dansefilm, personlige metadokumentarer og filmiske rekonstruktioner af et folkemord. Filmene har i de seneste par årtier i stigende grad lånt fra fiktionsfilmens dramatiske virkemidler og er i dag indimellem skruet så effektivt dramaturgisk sammen, at de næsten bliver forudsigelige. Men de 20 film, vi har kåret til årtiets bedste, har alle det til fælles, at de overrasker og overrumpler enten i form eller indhold – og flere stikker fuldstændigt af fra berettermodellen.
Herhjemme er CPH:DOX vokset støt år for år og har med sin evne til at ramme ned i tidsånden med sine politiske eller aktivistiske film en stor andel i, at dokumentarfilm er blevet cool. Dansk dokumentar er repræsenteret med to film, hvoraf den ene (et dobbeltværk) indtager førstepladsen. Det høje kunstneriske niveau i dansk dokumentar, der også tiltrækker udenlandske instruktører og er flot repræsenteret på internationale festivaler, vidner om, at vi skal prise os lykkelige for vores filmstøtteordning – der dog for tiden trues af det seneste medieforligs lempelse af tv-stationernes økonomiske forpligtelse i film.
Også de amerikanske streamingtjenesters sats på dokumentarfilm har bidraget til at udbrede den selvforstærkende seerinteresse. Vi har en Netflix-dokumentar på en sjetteplads, men også film som ‘Knock Down the House’, ‘Amanda Knox’, ’Jim and Andy’ og ‘Icarus’ bankede på som boblere.
Først og fremmest kan dokumentarfilmen dog takke den turbulente verden, vi er en del af, for sit opsving. Hvorfor gå til fiktion, når man kan få vilde og vedkommende historier fra virkeligheden? Her er inspiration til at fordybe sig i aktuelle emner som finanskrise, racisme, skoleskyderier, overvågning, gentrificering og politiske skandaler til eviggyldige eksistentielle diskussioner om liv, død og kærlighed.
20. ‘Inside Job’ (2010)
Den ultimative film om finanskrisen. Allerede i 2010 var Charles Ferguson klar med en gennemresearchet og klarsynet dokumentar om det finansielle krak i 2008, som stadig står som medrivende pensum. På trods af filmens mange talking heads i jakkesæt, der taler om noget så tørt som økonomi, blev Oscar-vinderen et – inden for genren – folkeligt hit, der forstod at formidle finansstoffet som en krimi. Det er frydefuldt at se de medskyldige bankfolk og de forskere, der ikke råbte vagt i gevær, fordi de var i virksomhedernes lommer, vride sig foran kameraet.
Men filmen viser også skræmmende, at mange af de ansvarlige for sammenbruddet stadig sad ved magten i 2010 – blandt andet som økonomisk rådgiver for Obama. Filmen står til skræk og advarsel mod boligbobler, griskhed og politisk laissez-faire, der kostede hjem og jobs for mennesker i hele verden.
19. ‘Free Solo’ (2018)
Soloklatreren Alex Honnold får i en analyse af sin hjerne at vide, at der skal mere til at påvirke ham end andre mennesker. Det er muligvis en del af forklaringen på hans passion for at klatre opad lodrette bjerge uden sikkerhedsudstyr. Mens Alex planlægger og udfører sine ruter med køligt overblik, tør kameraholdet næsten ikke kigge – og som seer af Oscar-vinderen ‘Free Solo’ får man godt nok også svedige håndflader og hjertet helt oppe i halsen, da han begiver sig opad den svimlende klippevæg El Capitan i nationalparken Yosemite, hvor ethvert fejltrin vil sende ham i døden.
Udover at være et sjældent intenst adrenalinkick udforsker filmen gennem et fint psykologisk portræt af Alex og hans dybest set egoistiske og formålsløse lidenskab også den menneskelige, vel nok især mandlige, erobringstrang – vi må beherske bjerget! En sideløbende gyser udspiller sig i Alex’ autocamper, hvor hans efterhånden seriøse kæreste uundgåeligt også begynder at få dårlige nerver. Kan hun bygge en fremtid og få børn med en mand, der kan risikere at dø hver dag? Kan han blive tilfreds med et liv uden sin frie klatring?
18. ‘Three Identical Strangers’ (2018)
En af den slags vanvittige dokumentarfilm, der giver brændstof til klichéen om, at virkeligheden overgår fantasien. Tre 19-årige mænd, der er adopterede, finder i 1980 ved en tilfældighed ud af, at de er trillinger, der er blevet adskilt ved fødslen. De finder lynhurtigt sammen som brødre og bliver darlings i medierne og i New Yorks natteliv. Men efterhånden viser det sig, at deres skæbne var mere planlagt end som så. Gennem flere vilde twists ændrer filmen sig fra en charmerende kuriositet til en eksistentiel diskussion om arv, miljø og forskningsetik. Tim Wardle leverer hele baduljen med fortællermæssigst overskud, nervepirrende spænding og hjerteskærende tragik. Drengene og deres familier er fremragende fortællere, og selv filmens rekonstruktionerne fungerer upåklageligt.
17. ‘The Imposter’ (2012)
Mennesker tror på det, de har brug for at tro på. Det er moralen i ‘The Imposter’, en knaldperle af en krimithriller med en historie så langt ude, at den kun kan være sand. True-crime-filmen følger den unge franske Frédéric Bourdin, der er så mesterlig en svindler, at han fik en texansk familie til at tro på, at han var deres kidnappede søn – selvom han tydeligvis var ældre, talte med fransk accent og ikke lignede ham synderligt. Den overbevisende løgner Frédéric er en diabolsk god upålidelig fortæller, og filmen, der har flere dramatiske overraskelser i ærmet, er et neglebidende og stærkt foruroligende psykologisk portræt af en identitetstyv og en familie i sorg – der muligvis også har andre motivationer…
16. ’Pina’ (2011)
En af de få film, hvor 3D rent faktisk forstærker oplevelsen frem for at irritere, er den tyske mesterinstruktør Wim Wenders’ hyldest af den tyskfødte koreograf Pina Bausch. Hun døde, inden Wenders var begyndt på optagelserne, men hendes dansere opfordrede ham til at fortsætte. Filmen portrætterer derfor Bausch gennem deres trin og ord, og det er en smuk måde at lade hende leve videre på. En stor del af filmen består af opførsler af fire af Bausch’ banebrydende, teatralske værker på udendørs scener, og man behøver ikke have forstand på moderne dans for at blive overrumplet af den rå skønhed og intensitet, der med 3D’ens dybde trækker os helt ind. Mellem optrædenerne fortæller danserne om deres mentor – via smukke nærbilleder og voiceovers frem for talking heads – og vi bliver klogere på en kompromisløs og visionær kunstner, der har et helt særligt blik for at formidle stærke menneskelige følelser gennem dansende kroppe.
15. ’Weiner’ (2016)
Det vildeste ved ‘Weiner’ er, at den eksisterer. For hvem i alverden ville sige ja til at lade et kamerahold følge sig under så pinlig en politisk nedsmeltning, som den demokratiske New York-borgmesterkandidat Anthony Weiner, a.k.a. Carlos Danger, gjorde i 2013? Weiner håbede, at instruktørerne ville filme hans politiske comeback. I stedet brød hans sexting-skandale, der havde tvunget ham til at trække sig fra kongressen i 2011, ud for lys lue under borgmestervalget.
Man må give Weiner, om ikke meget andet, at det er bravt af ham at fortsætte med dokumentaren. Således er vi med på første parket i et absurd teater, hvor Weiner nægter at se sandheden i øjnene og bliver ved med at sende billeder af sin penis til kvinder. Imens ser hans hårdtprøvede kone, Hillary Clintons højre hånd Huma Abedin, mere og mere trist ud, selvom hun tager situationen ekstremt pænt og bravt børster ydmygelserne af sig.
Det er på niveau med ‘Veep’, når Weiner totalkikser en tv-debat på MSNBC og bogstaveligt talt løber væk for undgå en konfrontation med sin tidligere sexting-partner Sydney Leathers. Det selvforskyldte fald er topunderholdende, men også tragisk at være vidne til – ikke mindst fordi vi også ser Anthony Weiner som den politiske stjerne, han var inden skandalen. At Weiner siden var med til at afgøre præsidentvalget i 2016 via Abedins computer, giver filmen historisk tyngde.
14. ‘Cameraperson’ (2016)
Fotografen er oftest usynlig i film, men i dokumentarfotografen Kirsten Johnsons essayistiske erindringsfilm understreger hun, at personen bag kameraet er essentiel for resultatet. Filmen består af en kollage af fraklip fra hendes 25 år lange fotografiske virke med fokus på Johnsons interaktioner med sine subjekter og reaktioner på de begivenheder, hun fanger – fra Brooklyn og Alabama til Sarajevo og Nigeria. Med lettede suk over en nyfødt baby, der endelig trækker vejret, eller opmuntrende ord til en ung kvinde, der hader sig selv for at få en abort, diskuterer Johnson spændingen mellem at observere og interagere og demonstrerer betydningen af fotografens evne til at skabe empatiske forbindelser til sine subjekter for intimiteten i de færdige film.
13. ’Tower’ (2016)
Den animerede dokumentar ‘Tower’ genskaber på gribende og sober vis det første skoleskyderi i USA på University of Texas i 1966, der blev et uskyldstab for USA, set gennem en håndfuld af de overlevende ofres synspunkt. Instruktør Keith Maitland har rekonstrueret begivenhederne med skuespillere i den alder, personerne havde i 1966 ved hjælp af den såkaldte rotoskopteknik. Resultatet er en levende og ekspressiv animation, der virker mindre konstrueret end traditionel rekonstruktion og skaber en nødvendig distance til de blodige begivenheder.
Vidnernes historier er ekstremt stærke og minder i en tid præget af kynisme over den tilsyneladende uendelige nyhedsstrøm med katastrofeberetninger om skyderier og terrorhandlinger om, at hvert et liv har betydning. Ikke mindst historien om en ung kvinde, der spæner ind på gerningsstedet og lægger sig ved siden af en skudramt gravid kvinde for at holde hende ved bevidsthed gennem samtale, er et af de mest rørende momenter af medmenneskelighed, der nogensinde er skildret på film.
12. ’Faces Places’ (2017)
I den livsbekræftende og samfundsengagerede Oscar-nominerede ‘Faces Places’ har den nu afdøde nybølgelegende Agnès Varda slået pjalterne sammen med den 34-årige street artist JR. Sammen rejser de rundt i det landlige Frankrig, hvor de taler med og fotograferer de mennesker, de møder, og plastrer deres portrætter op i kæmpestørrelse på husvægge, lader og containere. Med billederne hylder parret hverdagen og almindelige mennesker fra den forsvindende arbejderklasse og giver dem pladser i det offentlige rum, som normalt kun tilfalder berømte og historiske personer.
Den dynamiske duos humoristiske og drillende forhold giver filmen en let og munter tone, men under Vardas nysgerrighed på nye mennesker, byer, kunst og oplevelser, mens der stadig er tid, ligger også en nostalgi og melankoli over det gamle samfunds opløsning, kunstens og menneskers forgængelighed og sin egen alderdom og død.
11. ‘I Am Not Your Negro’ (2016)
Raoul Pecks poetiske og indignerede Oscar-nominerede ‘I Am Not Your Negro’ er baseret på den indflydelsesrige sorte forfatter og samfundskritiker James Baldwins ufærdige manuskript til selvbiografien ‘Remember This House’ om hans forhold til de tre borgerrettighedsforkæmpere Martin Luther King Jr., Malcolm X og Medgar Evers. Samuel L. Jackson lægger indlevet stemme til Baldwins skarpe ord om racisme i et historisk og moderne USA, mens den visuelle side essayistisk sammenvæver billeder, der illustrerer samfundets forskelsbehandling af sorte og hvide og diskrepansen mellem USA’s påståede frihedsidealer og undertrykkelsen af landets sorte borgere af blandt andet politiet.
Peck inddrager også Baldwins hudfletning af kulturens stereotype racefremstillinger med forfatterens filmanalyser fra bogen ‘The Devil Finds Work’, som han illustrerer med sigende klip fra Hollywood-film som ‘King Kong’, ‘Imitation of Life’ og ‘Guess Who’s Coming to Dinner’.
10. ‘The Queen of Versailles’ (2012)
»At bygge det største hus i Amerika var ikke noget, vi planlagde. Det skete bare«, fortæller den tidligere skønhedsdronning Jackie Siegel i Lauren Greenfields kulørte dokumentar om storhed og fald, der fungerer som en forstørret version af almindelige menneskers oplevelse med finanskrisen i 2008. Instruktøren fulgte Jackie og manden David Siegel, der har tjent en helvedes masse penge på timeshare-udlejningsselskabet Westgate Resorts, gennem to år, mens de byggede et 8000 kvadratmeter stort hus inspireret af Versailles-slottet, med blandt andet 30 badeværelser, 11 køkkener, seks pools, balsal, skøjtebane og udkigstårn. Men undervejs i processen rammer krisen, og boligboblen brister ligesom forretningen og familiens byggeplaner. Med ét er parret sparket tilbage til den middelklasse, de begge kommer fra, og det tvinger dem til at sætte det endnu ikke færdigbyggede drømmehjem i Florida til salg og radikalt ændre deres livsstil.
Filmen starter med et skamløst underholdende reality-agtigt indblik i en absurd dekadent livsstil, men skifter midt i filmen karakter til en sorthumoristisk shakespearesk tragedie om overmod, begær og den braste amerikanske drøm. Den har et element af skadefryd, men Greenfield bibeholder sin sympati med specielt den charmerende ærlige Jackie, der har flere lag, end hendes trofækone-look antyder.
9. ‘Kate Plays Christine’ (2016)
Skuespilleren Kate Lyn Sheil forbereder sig til sit livs rolle som den 29-årige nyhedsoplæser Christine Chubbuck fra Florida, der skød sig selv på live-tv i 1974. Hun går i solarium, vælger en paryk, besøger locations og interviewer folk, der kendte hende. Hun researcher depression og selvmord, køber en pistol og opsporer de gemte videobånd af selvmordet. Endelig gennemspiller hun scener fra filmen.
Twist: Der er ingen film. Men det gør ikke Sheils psykologiske detektivundersøgelse mindre interessant.
Robert Greene undersøger i alle sine film, der også tæller de glimrende ‘Actress’ og ‘Brisbane 17’, grænserne mellem virkelighed og performativitet. Det tema giver et ekstra lag til ‘Kate Plays Christines’ hypnotiske, mørke og mystiske studie af og etiske overvejelser omkring skuespillerens arbejde med at genskabe et andet menneske og hendes tragiske historie, hvis afslutning også var en slags performance.
8. ’Olegs krig – en barndom i krigens skygge’ (2017)
»Vi er mænd, vi skal kunne udholde alt«, insisterer 10-årige Oleg over for den ældre dreng Kostya, da deres aftenbadetur bliver afbrudt af stadig højere skudsalver. Som tilskuer til Olegs opvækst hos sin bedstemor Alexandra i en landsby tæt på frontlinjen i det østlige Ukraine er det svært at opretholde samme stamina som den unge, uforglemmelige hovedperson i den danske instruktør Simon Lereng Wilmonts intime Bodil-vinder. Og under sin brave facade er Oleg da også knapt så modig og må søge trøst hos sin rare babushka, når bomberne afbryder nattesøvnen.
Med et roligt, observerende kamera følger instruktøren familiens stille hverdagsliv, hvor krigen og eksplosionerne lurer som en konstant trussel. Vi ser årstiderne skifte, og Olegs klasse tynde ud. Naboens hus bliver ramt af en granat. Mange familier flygter, men Olegs familie har boet i det gamle hus i årevis, og hvor skulle de tage hen? Alexandra har dårligt hjerte, og Olegs mor ligger begravet på kirkegården. »Vores sjæl er forankret i den landsby«, siger Alexandra i en voiceover. Så de bliver.
Filmen er på mange måder svær at udholde. Ikke mindst i den hjerteskærende skildring af den forråelse, som følsomme Oleg gennemgår i løbet af året, hvor han går fra at lege soldat til at skyde frøer. Men det er også en poetisk og håbefuld hyldest til hverdagslivet, der går videre, og til det varme forhold mellem Oleg og bedstemoren, der er forbilledligt god til at skabe tryghed i en kaotisk situation.
7. ‘Stories We Tell’ (2012)
Den canadiske skuespiller og instruktør Sarah Polley dykker i den rå og intime ‘Stories We Tell’ ned i sin personlige familiehistorie. Hendes mor, der døde, da Sarah var 11, gik i graven med en smertefuld hemmelighed. Nu sætter Polley sig for at løse den ved at interviewe sin far, sine fire ældre søskende og morens venner og kolleger. Filmen er et følelsesladet, melankolsk og virkelig bevægende mysterium om en familiehemmelighed, der har præget hele familien på forskellig vis. Polley dykker ned i forældrenes komplekse kærlighedsforhold og stiller spørgsmål ved det lykkelige liv, ligesom hun blotter sin egen sjæl i undersøgelsen af kærlighed mellem forældre og børn og biologi.
Gennem den personlige historie, der primært er et kærligt og tilgivende portræt af Sarahs mor, undersøger instruktøren universelle temaer som hukommelse, historiefortællingens natur, hvordan sandheder ser forskellige ud, alt efter hvilket perspektiv, de opleves fra, og hvorfor det derfor er vigtigt at høre alle parter. Midt i det eksistentielle og det sårbare har ’Stories We Tell’ i sine interviews også rum til tiltrængt humor og veloplagte metakommentarer – der også dækker over, hvor akavet det er at bede familiemedlemmer udkrænge sine følelser i en film til hele verden.
6. ‘13th’ (2016)
Den aktivistiske instruktør Ava DuVernay undersøger i Netflix-dokumentaren ’13th’ historisk systemisk racisme i USA med fokus på fængselssystemet. Titlen henviser til den 13. forfatningsændring, der blev vedtaget i 1865, og som forbyder slaveri og tvangsarbejde med undtagelse af straf for kriminelle handlinger. Gennem ekspertinterviews og arkivmateriale argumenterer DuVernay overbevisende for, at fængselssystemet er det nye slaveri. Og at politikere som Richard Nixon, Ronald Reagan og Bill Clinton for at lefle for sydstatsstemmerne har indført love om højere fængselsstraffe og krigserklæringer mod narko, der har skabt et samfund præget af en profitsøgende fængselsindustri med alt for mange indsættelser og en kulturel stigmatisering af sorte mænd som kriminelle. Det fører ifølge DuVernay til den politibrutalitet, der har kostet utallige unge sorte mænds liv.
’13th’ går historisk til værks og spænder fra ophævelsen af slaveriet efter Den Amerikanske Borgerkrig til Ferguson og Black Lives Matter-bevægelsen. Det er noget af en mundfuld at dække på 100 minutter, og filmen fungerer snarere som en effektiv introduktion til det komplekse emne end en dybdegående redegørelse. Men det giver en klarhed og følelsesmæssig intensitet at se hele historien vævet sammen i én film. Emnet lyder muligvis tungt, men fortællingen har et højt tempo og en sikker fremdrift, og man keder sig ikke i ét sekund. De veltalende talking heads er placeret i smukke omgivelser med et industrielt tilsnit, der fremhæver temaet om arbejde. Den ramte perfekt ned i samfundsdebatten og vandt fortjent en Oscar.
5. ‘In Jackson Heights’ (2015)
Man kunne have valgt hvilken som helst af den myreflittige 89-årige veteran Frederic Wisemans syv dokumentar-eposser fra 10’erne, der ligesom hans tidligere film tilbage fra 1960’erne undersøger forskellige aspekter af primært det amerikanske liv gennem observerende portrætter af institutioner og lokalsamfund. Men ‘In Jackson Heights’ er en særligt vellykket skildring af titlens vibrerende og etnisk og kulturelt mangfoldige kvarter i Queens i New York, der er på nippet til at blive lige så gentrificeret som Brooklyn.
Filmen indeholder ingen forklaringer i form af tekst, voiceover eller interviews, men er tålmodigt bygget op af en række vignetter om forskellige mennesker fra kvarteret. Vi er blandt andet med til undervisning af taxachauffører, til borgermøder og LGBTQ-parade og overhører samtaler hos lokale tatovører, frisører, slagtere, dyrehandlere, skoler og kirker.
Resultatet er et imponerende eksempel på ‘show, don’t tell’-filmskabelse. Wiseman er en fremragende observatør og klipper. ’In Jackson Heights’ er tre timer lang og har ikke megen action, men næsten hver en scene er så intens i den måde, den fanger sine subjekters essens gennem ægte menneskelige øjeblikke og interaktioner på, at man ikke keder sig et øjeblik. Også selvom instruktøren tålmodigt lader scenerne køre længere, end de fleste ville. Tilsammen fortæller filmens snapshots en større historie om fattigdom, immigration, diskrimination og gentrifikation og er en smuk hyldest til lokalsamfundets diversitet.
4. ’Citizenfour’ (2014)
Der er lavet fremragende dokumentarfilm baseret på arkivmateriale, interviews og rekonstruktioner. Men for mig slår intet følelsen af at være til stede i det præcise øjeblik, historien skrives, som kun cinéma verité-genren tilbyder. I Laura Poitras’ politisk sprængfarlige Oscar-vinder er vi vidne til sådan et ikonisk øjeblik under Poitras’ og The Guardian-journalisten Glenn Greenwalds første møde med whistlebloweren Edward Snowden på et hotel i Hong Kong i 2013. Det er så vildt at se den på det tidspunkt ukendte 29-årige unge mand i hvid t-shirt nervøst præsentere sig selv for Poitras’ kamera, få dage inden historien om NSA’s overvågning af almindelige borgere eksploder i medierne, og billedet af Snowden fylder alle skærme og aviser.
Poitras tager os med hele vejen bag scenen fra de kendte nyhedshistorier: fra de første interviews, Snowdens overvejelser om at afsløre sin identitet og hans reaktioner på mediestormen, der kulminerer med, at han forlader hotelværelset og byen med hjælp fra en gruppe menneskerettighedsadvokater. Filmen giver også et nyt billede af mennesket Edward Snowden, en anspændt, men fast besluttet ung mand, der har opgivet hele sit liv for den sag, han tror på. Størstedelen af filmen foregår over otte dage på et sterilt, klaustrofobisk hotelværelse, men er neglebidende som en thriller. Ikke mindst fordi Poitras inkluderer sin egen rolle i filmen og den risiko, både hun, journalisterne og Snowden befinder sig i under optagelserne, som får paranoiastemningen til at bløde ud af billederne.
‘Citizenfour’ er årtiets dokumentariske scoop, der tilmed bidrog til en afgørende dagsorden om overvågning i vores samfund.
3. ‘Amy’ (2015)
På samme måde som i sine ligeledes fremragende portrætter af racerkøreren Senna og fodboldspilleren Diego Maradona får Asif Kapadia med ‘Amy’ et imponerende stærkt og levende portræt ud af arkivklip og interviews med venner, familie og kolleger til den afdøde britiske sangerinde Amy Winehouse. Som et dynamisk alternativ til talking heads hører vi kun kildernes stemmer, der skyller ind over arkivbillederne i et kor af bekymring og forklaringer på stjernens musikalske opblomstring og personlige deroute.
Filmen indeholder en række guldhjemmevideooptagelser fra Amys teenageår, hvor vi ser hendes kæmpe talent og karismatiske væsen udfolde sig. Så meget desto mere tragisk er det at overvære hendes nedtur med stoffer, sprut, forældresvigt, ulykkelig kærlighed, bulimi, pres fra sit management og overvældelse over berømmelse og paparazzifotografer, der overskygger musikken og ender med at tage livet af hende. Kapadia mister dog aldrig fokus på Amys store stemme og lyriske gennemslagskraft, men viser, hvordan kreativiteten og dæmonerne hænger sammen. I et effektivt greb kører hendes inderlige sangtekster henover skærmen, og de får en ny følelsesmæssig punch, når de korresponderer med hendes sindstilstand i filmen.
At et brud med bad boy-kæresten Blake inspirerer hende til et skrivedelirium, der udmønter sig i mesterværket ‘Back to Black’, illustrerer den triste sandhed om, at hendes misbrug ganske vist er destruktivt, men smerten er konstruktiv.
2. ’Ned i afgrunden’ (2011)
Werner Herzog stirrer ned i afgrunden, og afgrunden stirrer tilbage.
Denne parafrase over et Nietszche-citat dækker over den tyske filmmesters røntgenblik ind i sjælen hos to dømte mordere på dødsgangen i den lille by Conroe i Texas. Tilbage i 2001 resulterede fire teenageres forsøg på at stjæle en bil i et skuddrab på husmoren Sandra Stolter hjemme i sit køkken. To af drengene blev dræbt, mens de andre to, Michael Perry og Jason Burkett, blev arresteret tre dage efter. Perry, der tilstod drabet, blev dømt til døden, mens Burkett fik en livstidsdom.
Werzog serverer veloplagt den tragiske sag, men hans true crime-film er i virkeligheden ikke interesseret i selve forbrydelsen, men i konsekvenserne for både offerets familie og gerningsmændene. Først og fremmest er instruktøren optaget af dødsstraf som koncept. Hvordan er det at se døden i øjnene? Fortryder de dømte deres handlinger?
Det spørger Herzog Perry om gennem en skudsikker glasvæg, otte dage inden sidstnævnte skal henrettes. Instruktøren er på sin særegne rolige, filosoferende facon beundringsværdigt direkte i sine spørgsmål – hans interviews varer aldrig længere end en time! – uden at miste sin menneskelige indlevelse. Instruktøren taler aldrig ned til nogen af sine interviewpersoner uanset socialklasse, men stiller dem store eksistentielle spørgsmål om liv og død – med dybe og bevægende svar som resultat.
Gennem interviews med Burkett og hans far, der også sidder i fængsel, fortæller ’Ned i afgrunden’ også en tragisk, samfundskritisk beretning om svigt og social arv.
1. ‘The Act of Killing’ (2012) & ‘The Look of Silence’ (2014)
Amerikanske Joshua Oppenheimers to danskproducerede dokumentarfilm om det indonesiske folkemord i 1965-66 er som dag og nat. ‘The Act of Killing’ er flamboyant, surrealistisk, voldelig, chokerende og konfronterende. Opfølgeren ‘The Look of Silence’ er stille, meditativ og helende.
‘Killing’ fortæller om folkemordet fra gerningsmændenes synspunkt, ‘Silence’ fra overlevernes. Til sammen giver de to forbundne film et hårrejsende indblik i mordets effekt på både drabsmand og offer.
‘The Act of Killing’ er med sin bemærkelsesværdige metode den mest visionære af de to film. Da Oppenheimer gennem års research fandt ud af, at en gruppe massemordere i Indonesien gik rundt, tilsyneladende uden dårlig samvittighed, og pralede åbent af deres gerninger, satte han sig for at undersøge, hvilken fortælling de havde skabt for sig selv for at retfærdiggøre deres handlinger. Indgangen til bødlernes tanker og forestillinger fandt han ved at lade de filmbegejstrede gangstere genskabe deres historie gennem filmiske iscenesættelser. På den måde bliver Oppenheimers kamera et spejl, der viser, hvordan bødlerne ser sig selv og deres virkelighed. Metoden afslører også den glamourisering og performativitet, bødlerne har brug for at lægge over deres handlinger for at tackle deres skyldfølelse.
Den mindre spektakulære, men på sin egen måde lige så stærke ‘The Look of Silence’ afdækker effekten af de løgne, bødlerne også har trukket ned over samfundet: Hvad 50 års frygt og tavshed gør ved et menneske, en familie og et samfund. Filmen følger Adi, hvis bror blev dræbt, før Adi blev født. Nu tager Adi ud for at konfrontere de ansvarlige tidligere dødspatruljeledere. Hans lidt naive mål er at få gerningsmændene til at anerkende, at deres handlinger var forkerte for derefter at tilgive dem i et håb om at leve sammen i fred. Mens Adis konfrontationer går ikke altid, som han har håbet, og særligt én nervepirrende konfrontation, der er tæt på at ende galt, illustrerer, at traumet efter folkemordet fra begge sider er et sår, der ikke vil hele.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne’
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne