Museum of Bellas Artes
»Forbandet svensk«, tænker man næsten som det første efter at have hørt ep’ens fire numre. Og det i sig selv er jo noget af et kvalitetsstempel. For når det kommer til alternativ, melankolsk dansepop, så er Sverige som bekendt et slaraffenland uden lige.
Og det er altså den groovende blodåre, som de tre svenskere tapper direkte fra. Ikke mindst på ‘Watch the Glow’ hvis march-beat bør gøre landsmændene Lo-Fi-Fnk stolte, mens ‘Days Ahead’s sfærisk melankolske vokal sikkert gør Sincerely Yours-labelboss Eric Berglund varm de helt rigtige steder.
Men i modsætning til de førnævnte svenske åndsfæller, så leger den Stockholm-baserede trio ikke kun med 80’er-synth. Det instrumentale åbningsnummer og ‘Days Ahead’ kaster funky guitar og orgel ind i de balearic-flirtende toner og er med til at give Museum of Bellas Artes et charmerende og personligt take på tidens (svenske) synthpop. Ja, og så har jeg slet ikke nævnt de über-kitschede Ace of Base-agtige panfløjter, som sniges ind flere steder.
Og som ep fungerer udgivelsen perfekt. Det virker ikke blot som et promoværktøj for et snarligt album (selv om det sikkert er), men fremstår som sit eget værk med den instrumentale intro og variationen i numrene. Det er en 16 minutters godbid fra et band, der formår at skabe popvellyd og stærke melodier ud af legende instrumentering og skrøbelige vokaler.