The Goldberg Sisters
Med et kunstnernavn der leder tankerne hen på Whoopi Goldberg og hendes ‘syngende-nonne-film’, var koldsveden allerede begyndt at drive kraftigt ned ad ryggen på mig. Heldigvis er virkeligheden anderledes, men vi har stadigvæk med Hollywood at gøre. Manden bag enmandsprojektet The Goldberg Sisters er nemlig skuespilleren Adam Goldberg, Chandlers megalomane midlertidige erstatning for Joey i ‘Friends’. Om karakteren Eddie har påvirket Adam Goldbergs musik, er dog ikke til at vide.
I et spændingsfelt imellem Avi Buffalo, Tom Waits og sågar Radiohead kommer TGS godt rundt i den alternative rocks ødemarker, gerne med medfølgende stryger- og hornsektion. En af Goldbergs styrker er evnen til at skabe skæve melodier med en snært af desperation, men den største force er, når han holder mund og lader musikken tale for sig selv. På ‘Don’t Grow’ tyder alt på, at det blot er en uinteressant sang om en plante i Goldbergs have, indtil han åbner for godteposen og lukker af med et tre minutter langt og smukt instrumentalstykke præget af ørkenguitar, tunge synthflader og et enkelt majestætisk horn.
Desværre trækker fyldnumre ned i et ellers forfriskende eksperimenterende album, der viser, at ikke alt fra Hollywood behøver at være silikone, sminke og botox.