‘The Beach Bum’: Matthew McConaughey gestalter den sorgløse bums til perfektion
»What a fucking blast«.
Den sidste sætning i Harmony Korines seneste udskejelse af en film indrammer på perfekt vis de foregående 90 minutter. Den eksperimentelle provocateur er både hadet og elsket for fandenivoldske film som ’Trash Humpers’ og ’Gummo’, hvor samfundets udkantseksistenser får frirum til at agere, som de vil. Han går i arven fra Pier Paolo Pasolini og John Waters, der også lavede smagløs arthouse-cinema. ’The Beach Bum’ er ingen undtagelse fra reglen, men Korine har sjældent skabt et univers så farverigt, lyksaligt og bekymringsfrit som her.
Instruktøren har ellers været væk fra spotlyset siden sit uventede hit ’Spring Breakers’ fra 2012, hvor James Francos rapper Alien skabte kaos i Miami sammen med en flok unge kvinder blandt andet spillet af tidligere Disney Channel-stjerner.
Og selvom ’The Beach Bum’ finder sted på de samme breddegrader som ’Spring Breakers’, føles den på sin vis som en antitese. Hvor ’Spring Breakers’ er langsommeligt meditativ, med det monotone mantra spring break gentaget igen og igen af Alien, som var det en trussel, er ’The Beach Bum’ komplet naiv i sit verdenssyn og farer over sans og samling fra ét scenarie til det næste.
Det verdenssyn er perfekt gestaltet af Matthew McConaugheys afdankede stoner og poet Moondog. Når han ikke går på natligt eventyr i Key Wests neonbelyste barer og smudsede hostels med en let kvinde under favnen og en Pabst Blue Ribbon i hånden, så spenderer han tiden i sin gigantiske villa med hovedet mellem benene på sin lystige kone Minnie (Isla Fisher), der finansierer hele miseren.
Korines karaktergalleri har altid været præget af deres kummerlige forhold, men Moondog er tværtimod stinkende rig. Hermed sender filmen en stikpille til kapitalismens helligelse af samfundets rigeste, hvor selv spirituskørsel og hærværk mødes af overbærende dommere og smilende politifolk, når det blot begås af dem med lommerne fyldt med mammon.
Der er naturligvis intet nyt i at stemple senkapitalismen som amoralsk. Men ’The Beach Bum’ er anderledes, idet den svælger i sin hovedpersons lalleglade tilværelse.
For der forekommer aldrig at være konsekvenser for Moondogs handlinger. Konen dør i et biluheld, men han virker ikke til at tage det videre tungt, da hun i sit testamente nægter ham adgang til formuen, før han har taget sig sammen og udgivet sin længe ventede digtsamling. Senere sendes han på afvænning, men efter én dag skrider han med den storvapende pyroman Flicker (Zac Efron).
Det hele er som en leg, og filmen er struktureret som en række Looney Toones-afsnit med eventyrlig musik og karakterer, der morer sig kosteligt, om de så får afbidt foden af en glubsk haj.
Det hjælper gevaldigt, at disse absurde eventyr på Miamis gyldne kyster og sølle promenader inkarneres af et Hollywood-persongalleri, der prøver at overgå James Franco i ’Spring Breakers’. Snoop Dog spiller vitterligt sig selv som rapperen Lingerie, der har skæve samtaler med Moondog om, hvor god hans afdøde kone var til fellatio.
En udsultet Jonah Hill spiller Moondogs overgearede agent komplet med en fjoget boaterhat og en Foghorn Leghorn-dialekt. Og Martin Lawrence giver sit livs præstation som kaptajn på en delfinturist-kutter, der fodrer papegøjen med coke og stolt proklamerer, at han kun har mistet fire turister til druknedøden i løbet af otte år.
Der er krudt i røven fra start til slut, men som med Korines bedste værker glemmer instruktøren aldrig humanismen. Der er en reel og smuk romantisme i Moondog og Minnies ukomplicerede og hengivne kærlighed til hinanden. Og lige så apatisk, som Moondog virker over for hændelserne omkring sig, så lige så oprigtig forekommer han i sin kærlighed til de mennesker, der står ham nær.
Matthew McConaughey er som skabt til rollen som den ubekymrede stoner med et uudtømmeligt skatkammer af skejser, kvinder og joints. Her er han milevidt fra Oscar-nykkerne, og selvom karakteren er langt ude, formår han at bringe Moondog ned på jorden gennem sin raspende, iltre præstation.
Kort sagt:
Matthew McConaughey er grund nok alene til at se ’The Beach Bum’, men som et godt high er filmen herligt ubekymret – som et tiltrængt frirum til optur og gode tider.