’21 Bridges’: Chadwick Boseman kan ikke redde forudsigelig politi-thriller
Der er et væld af lækre, klassiske cop-thrillers derude i film-æteren, som man kan smække på, hvis lysten skulle komme kaldende. Du kan finde intriger og konspirationer i ’The French Connection’ og ’The Departed’, intense og moralsk tvetydige karakterer i ’Training Day’ og ’Dirty Harry’ og overfladisk, underholdende action i ’Rush Hour’ og ’Die Hard’. Men hvad nu hvis man er grådig og godt kunne tænke sig hele menuen på én gang – er ’21 Bridges’ så svaret?
Det korte svar er: Ja, hvis du kan slå dig til tåls med en udvandet fastfood-udgave, der er hurtigt slugt, hurtigt fordøjet og hurtigt glemt. For realiteten er jo nok, at ’21 Bridges’ ikke er en film, vi husker om 20 år, eller to år for den sags skyld. Den er underholdende i sin enkelthed, men den stikker en kæp i sit eget hjul ved at nære ambitioner om at være dyb, emotionel og kompliceret, hvilket den desværre sjældent lever op til.
Filmens mest interessante aspekt – og det, der burde have været en grundpille for hele handlingen – er hovedpersonen, politibetjenten Andre Davis (Chadwick Boseman). Som barn blev hans far, en politibetjent på Manhattan, dræbt i tjenesten, og siden er Davis blevet stemplet af New Yorks politistyrke som den ultimative hævner, der ikke skyr nogen midler for at komme gadernes cop-killers til livs – til sådan en grad at han endda har Interne Affærer og en potentiel retssag på nakken.
Så når en håndfuld betjente bliver dræbt i et forsøg på at afværge et røveri, er politikaptajnen (J.K. Simmons) henrykt over at få Davis på sagen. »Skyd først, anhold senere« er mere eller mindre hans råd. Og Davis, handlekraftig mand som han er, går da også straks til værks med at finde de to tilsyneladende koldblodige mordere. Samtlige 21 broer ud af Manhattan bliver lukket og en mandejagt uden lige sættes i gang. Men der går ikke længe, før Davis og hans nye, modvilligt erhvervede partner Frankie Burns (Sienna Miller), begynder at sætte spørgsmålstegn ved hele sagen.
Og her begynder filmen stille og roligt at styre i den forkerte retning: Den diskrimination, den mangel på nåde, det potentielt tvivlsomme moralske kompas som Davis burde udvise, bliver fuldkommen undergravet.
I stedet er han gang på gang dagens mand i skysovs, en helt efter bogen, en der netop ikke skyder først og anholder senere (noget man til gengæld ikke kan sige om mange af hans kollegaer), men som i stedet vil afhøre gerningsmændene, når de påstår, at de er blevet rodet ind i et komplot, der langt overgår det simple røveri, de havde planlagt.
Filmens twists og klimaks er skuffende nemme at regne ud på forhånd, så det havde været forsonende – og svært tiltrængt – hvis vores hovedperson havde været støbt af en mere tvivlsom karakter, så linjen mellem ’god’ og ’ond’ ikke var helt så skarpt optrukket.
Med det sagt er der stadig masser at komme efter i ’21 Bridges’. Den præsenterer nogle interessante etiske problemstillinger, der bliver leveret action og jagtscener gennem Manhattans gader for alle pengene, og Chadwick Boseman får lov til at vise, at han ikke kun kan brillere i et panterkostume. Men i sidste ende kommer den til kort i sin mangel på originalitet og dristighed.
Kort sagt:
’21 Bridges’ vil rigtigt gerne være en nyklassiker inden for politi-thrilleren, men er hverken stærk nok i sit plot eller sit vovemod til at give os noget tilnærmelsesvis epokegørende. Der er meget lidt, vi ikke har set før.