Selena Gomez har været igennem en del, men ’Rare’ føles underligt følelsesforladt
Selena Gomez’ tredje album har været fire år undervejs. Men det skyldes nu ikke, at den tidligere Disney-stjerne velvilligt har ligget på den lade side. Arbejdet med albummet er nemlig flere gange blevet forsinket og udskudt af sangerens løbende kamp med depression og angst samt en nyretransplantation. Og så må man jo ikke at glemme det ekstremt langstrakte (men nu tilsyneladende endelige) brud med hendes mangeårige on/off-kærestes, nygifte Justin Bieber, som nok heller ikke ligefrem har muntret den i forvejen hårdtprøvede Gomez op.
Det er altså på baggrund af flere nedslående helbredsudfordringer og et sønderknust hjerte, at ’Rare’ er blevet til, og albummet står da også absolut stærkest, når Gomez dykker ned i den patospøl.
Blandt højdepunkterne finder vi for eksempel førstesinglen ’Lose You To Love Me’, der som et pragteksemplar på en klassisk klaverballade har genereret velfortjent hype forud for ’Rare’.
Her hænges Biebers beskidte lagener til offentligt skue, mens en grådlabil Gomez lærer at elske sig selv med hjælp fra et gospelkor, der ligesom hendes selvkærlighed vokser i intensitet for hvert omkvæd. På samme måde er ’Vulnerable’, om end et mere afdæmpet og mindre melodramatisk eksempel, en tropisk, Kygo-klingende påmindelse om at forblive sårbar, selv om kærligheden og livet til tider kan gøre nas.
Desværre virker mange af de resterende sange på ’Rare’ dog decideret følelsesforladte i deres forsøg på at fremstille hovedpersonen som en stærkere kvinde, der er kommet ud på den anden side af al elendigheden, og det skyldes i høj grad den ekstremt tilbagelænede vokal, som er blevet et varemærke for Gomez. Hun har aldrig været kendt for sin store stemme, men hendes karakteristiske hviskesang har alligevel emmet af sin helt egen legesyge charme på tidligere udspil som ’Good For You’ og ’Bad Liar’.
På ’Rare’ lyder Gomez’ spinkle vokal dog ofte decideret uengageret, især når den akkompagneres af et meget udynamisk lydbillede og enfoldige tekster. Som på ’Ring’, der, ud over at lyde som en søvndyssende forsættelse til Camila Cabellos latinbasker ’Havana’, også indeholder letkøbte dobbeltbetydninger om forlovelsesringe og ignorerede telefonopkald samt tåkrummende linjer som »I’m breaking hearts like a heartattack«.
Og det er faktisk hverken første eller sidste gang på ’Rare’, at Gomez benytter sig af sygdomsmetaforer. ’Fun’ indledes således med linjen »This is just what the doctor ordered«, der senere efterfølges af ord som »complications«, »cemeteries« og værst af alt linjen: »You get me higher than my medication«. Det er altså en lidt akavet terminologi at blande sammen med en sang om uforpligtende sex.
Af og til rammer Gomez dog alligevel plet med sin iskolde vokal, som på den herligt underspillede ’Dance Again’, der har lånt lidt attitude og slapbas fra Dua Lipas ’Don’t Start Now’. Særligt på singlen ’Look At Her Now’ fungerer de mange mildest talt uimponerede »wows« i løbet af sangen nærmest som den musikalske pendant til det gode gamle talk to the hand-move, og den form for nonchalant distance fungerer godt i endnu en sang om Bieber-breakuppet.
Ikke desto mindre efterlades man desværre med en tom fornemmelse, når man lytter ’Rare’ igennem. Når Gomez’ monotone vokal så ofte smelter ofte sammen med en intetsigende produktion, som ofte snubler over sit eget forsøg på at være underspillet og quirky, skal man virkelig koncentrere sig for, at sangene ikke flyder sammen til én lang ensformig masse uden nævneværdige musikalske, vokale eller følelsesmæssige udsving – og det er virkelig ærgerligt, når det netop er den mere følelsesladede vokal og den på én og samme tid storladne og minimalistiske produktion, der gør ’Lose You To Love Me’ til albummets absolut bedste sang.
Den lyd og stemning er bare sjælden på resten af ’Rare’ (pun intended), og som resultat ender helheden med at virke underlig følelsesløs.
Det er ikke fordi, Gomez nødvendigvis behøver svælge unødigt i sin egen selvlede, før man kan mærke hende. Man fornemmer bare, at hun på ’Rare’ kun i momenter har været i stand til at dykke helt ned i sine mange følelser, mens hun resten af tiden stadig har en vis berøringsangst overfor de dybere lag i sine oplevelser, som hun i stedet drukner i akavede sygdomsmetaforer og en kølig følelsesmæssig distance.
Man kan håbe, at hun finder dykkerudstyret frem næste gang, så både hun og vi virkelig kan udforske hendes ombruste følelseshav – der gemmer sig med sikkerhed mange skjulte skatte på bunden.
Kort sagt:
’Rare’ står absolut stærkest, når det tør dykke dybt ned i følelserne, men takket være en uengageret vokal, intetsigende tekster og en monoton produktion skraber Selena Gomez kun overfladen.