Alex Turner
Der er nogle udgivelser, som bare er perfekte fra start til slut. Arctic Monkeys-forsanger Alex Turners soundtrack-ep til Richard Ayoades debutspillefilm ‘Submarine’ er en af dem. Filmen, som endnu ikke har fået dansk premiere, og som bygger på den engelske roman af samme navn, handler om en ung dreng, der prøver at slippe af med sin mødom, samtidig med at han skal forhindre sine forældres skilsmisse.
Alex Turner har skrevet fem sange til filmen, som hver og en formår at sætte ord og musik på de følelser, man som forvirret teenager render rundt med. Der er ikke meget Arctic Monkeys og tempofyldt britrock over musikken, som i stedet driver af sted så let som en brise og så følsomt som et teenagehjerte. Turner har før skrevet om at være ung og mangle fodfæste i verden, men han har aldrig gjort det så sårbart, poetisk og præcist som på ep’ens bedste nummer ‘It’s Hard to Get Around the Wind’.
»It’s like your trying to get to heaven in a hurry / And the queue was shorter than you thought it would be / And the doorman says, you need to get a wristband«, synger Turner med en stemme, der er rund, blød og varm og en akustisk guitar, der spilles så følsomt, som var der tale om et Nick Drake-nummer. Der er noget intimt over musikken. Det er som om, Alex Turner sidder lige ved siden af en og synger sine sange om fortvivlelse og uforløst kærlighed. Det er ganske enkelt helt enestående.