Veronica Maggio

Man fristes til at tro, at der er gået ged i tracklisten på Veronica Maggios tredje album. For hvorfor der indledes med det lidt træge titelnummer, hvorefter – vupti! – ‘Välkommen in’ anderledes oplagt tager over, er svært at forstå. Vi snakker forskellen på mellemtempo-følsomhed med sløv fremdrift og veloplagt radiopop i direkte forlængelse af Lisa Nilssons skarpslebne 90’er-hitmaskine.

Modsætningen mellem de to numre er også dækkende for albummet som sådan, hvor Maggios sprøde røst, der har lidt af den samme sødmefulde klang som The Cardigans’ Nina Persson, skiftevis slænger sig over velturnerede popgodter, hvor strygerne falder på de helt rigtige tidspunkter (hør bare førnævnte ‘Välkommen in’ og den ligeledes catchy ‘Jag kommer’), og mere afdæmpede, men forglemmelige sager som ‘Inga kläder’ og ‘Snälla bli min’ (den entydige titel markerer meget godt sangens raffinement).

Helt galt går det på den pseudo-klubbede ‘Finns det en så finns det flera’, der får den 30-årige svensker til at lyde som en midaldrende dame i stakåndet jagt på tidens toneklang. Hun lyder kort sagt ikke særlig personlig – og troværdig – som dansegulvets dronning. Næ, så er solid voksenpop klart at foretrække.