‘I Am Not Okay With This’: Hvor mange teens med overnaturlige kræfter har serieverden brug for?
’The End of the F***king World’-instruktør Jonathan Entwistle har på papiret en vindende formel for sin nye serie: En grafisk young adult-novelle filmatiseres med to børn fra ’It’-succesen i hovedrollerne og køres hjem med masser af John Hughes- og Stephen King-referencer.
Til gengæld skal ’I Am Not Okay With This’ skille sig ud blandt de efterhånden mange overnaturlige teenageserier, man finder rundt omkring på streamingtjenesterne. Serien fortæller historien om Syd (Sophia Lillis), der er 17 år gammel og bor i en lille by i Pennsylvania. Som tilflytter føler hun sig utilpas i skolen, i hjemmet, i livet, og det eneste lyspunkt er veninden Dina (Sofia Bryant), som Syd nærer forvirrende følelser for.
Dina er dog begyndt at date skolens prima sportsidiot Brad, og Syds indestængte vrede, ophobet efter farens pludselige selvmord og morens evindelige stikpiller, eksploderer, nu hvor bedsteveninden er på vej videre. Men Syds vrede kan også påføre pludselige blodnæser, vælte reoler og smadre vægge – alt sammen uden Syd løfter en finger. Hvad foregår der inde i den selverklærede ’freak’?
Midt i frustrationen lykkes det hende at finde en ven og allieret i naboen Stanley (Wyatt Oleff), der er en slags moderne udgave af ’Pretty in Pink’s Duckie. Stanley føler sig heller ikke hjemme i den lille bys trummerum og bliver med det samme tiltrukket af Syd.
Til forskel fra Stanley fandt jeg ikke Syds bitterhed særligt forførende. Sophia Lillis’ portræt af hende mangler i mine øjne en vindende charme, humor eller bare noget, der gør Syd nemmere at forholde sig til. I seriens første par afsnit er en altoverskyggende utilfredshed hendes eneste karaktertræk. Hun føles ufærdig, som et oprids af en karakter.
Som afsnittene skrider frem, bliver historiens to plots mere og mere modstridende. Entwistle kan ikke naturligt forene Syds teenagelidelser med hendes overnaturlige udvikling, og det gør seeroplevelsen frustrerende. Når man så også længe i forvejen har gennemskuet kraftens potentiale og triggers, føles det som alt for sent, at karaktererne selv kommer frem til dem.
De mange referencer til blandt andet ’The Breakfast Club’ og Stephen Kings universer virker desværre som lette smutveje til at give serien en tyngde, som manuskriptet ikke selv besidder.
Derfor mislykkes ’I Am Not Okay With This’: Den hviler på andres succes i stedet for at skabe originale karakterer og et fremdriftigt manus. Og hvor mange flere teens med overnaturlige evner har serieverdenen egentlig brug for?
Kort sagt:
’The End of the F***ing World’-instruktørs nye serie vækker minder om mere vellykkede YA-seriers bedrifter.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.