’The Last Vermeer’ fortæller den sande historie om den hollandske modstandsbevægelses fund af et uvurderligt Johannes Vermeer-maleri, der i mange år gemte sig blandt hundredevis af kunstskatte, som tyskerne under Anden Verdenskrig samlede sammen.
I spidsen for undersøgelsen af maleriet og de mange skatte ses danske Claes Bang som hollænderen Joseph Piller, der med hjælp fra sin assistent (Vicky Krieps fra ’Phantom Thread’) opdager, at Vermeer-maleriet er en forfalskning.
Roland Møller og Marie Bach Hansen (‘Arvingerne‘) er også at finde på rollelisten i filmen der omhandler jagten på forfalskneren Han van Meegeren (Guy Pearce), som måske ikke er helt så skyldig som først antaget.
For kan man egentlig bebrejde nogen at gøre, hvad der må gøres, for at tjene lidt ekstra til dagen og vejen under en brutal krig?
’The Last Vermeer’ var tidligere kendt under titlen ‘The Lyrebird’ og instrueres af debutant Dan Friedkin, der tidligere har været kendt som producer på ’The Square’, der som bekendt gjorde Bang til en international stjerne.
Det vides endnu ikke, hvornår ’The Last Vermeer’ får premiere.