’Arvingerne’ – hele sæson 3: »Jeg holder meget af Emil, Gro, Signe og Frederik – på trods«

De har grint, de har grædt, og de har skændtes, så det kunne høres på nabogården. De har fået nye søskende, pudset advokater på hinanden, været i fængsel, kæmpet om forældremyndighed, begået utroskab, falskneri, indbrud og vold. De har mistet.

Nu er de nået til vejs ende. Med en hyldest til familiens samlende kraft – på trods. Og en smuk slutning, der forenede seriens grundelementer, kunsten, familien og fællesskabet, som ellers nok har undergået mange prøvelser gennem de tre sæsoner, der måske var lige i overkanten.

Sådan må mange danskere i hvert fald have følt det. Serien ramte næsten to millioner seere i starten af første sæson, mens det næstsidste afsnit blev set af under halvdelen, 888.000. De seneste uger faldt 50.000 seere fra per afsnit.

Det ville have været fuldstændigt ligegyldigt, hvis det var, fordi ’Arvingerne’ havde gået så radikalt til værks, at det per definition ville dele vandene. Men i stedet har serien nok bare, helt enkelt, haft svært ved at fænge, og det er ikke helt umuligt at forestille sig hvorfor.

Hannahs død var en voldsom, men også fortjenstligt samlende begivenhed, der førte glimrende afsnit med sig, men de hændelser, der fulgte, virkede ikke altid som samklingende toner i et naturligt flydende partitur. En af de mest centrale figurer i Hannahs død, moren Solveig, blev kørt ud på et sidespor, mens Signes svineeventyr og Gros beslaglæggelse af Melody føltes som pligtskyldigt træden vande.

Solveig fik en fin genløsning i aftenens afsnit, selvom seriens perspektiv var grænsende til det usympatiske: Gro kiggede skævt til hende, da hun nægtede at deltage i kunstprojektet, og Solveig blev fremstillet som en irriterende spielverderber. I mine øjne var det dog Gro, der var alt for ufølsom. Og det var et eksempel på, at Hannahs død indimellem ikke blevet taget helt seriøst nok – som andet end et dramaturgisk epicenter.

Samtidig var skismaet mellem de sørgende forældre og den aspirerende kunstner den talentfulde hovedforfatter Maya Ilsøes måde at diskutere kunstens kompromisløshed. Og i sidste ende forenedes alle jo. Signe afgav huset i erkendelse af, at det har sin egen vilje, og at den vilje åbenbart ikke er en håndboldpige gone svineavlers småbørnsfamilie. Det var et fint øjeblik, hvor alt det, de fire søskende sloges om i første sæson, ophævedes af… kærlighed og forståelse. Af et slægtskab, som er større end de afskallede Grønnegaards-mure i sig selv.

Og netop det er vel essensen af ’Arvingerne’s undersøgelse af den moderne danske familie. Familien som et fast holdepunkt, en bagstopper, der er der, når man er helt ude at skide – også selvom man, bogstaveligt talt, har forsøgt at slå hinanden ihjel. »Han har jo altid jer«, som Solveig siger om Kvæleren fra Thailand, Frederik, i sin samtale med Emil.

Det var med andre ord den optimistiske version af den danske familie anno 2014-17, der stod tilbage, trods utallige op- og særligt nedture. Naivt? Urealistisk? Det må være op til den enkeltes samspilsramte familieudgangspunkt at vurdere, men for familien i centrum – fire egoistiske, men også velmenende søskende – gik det op i en højere enhed til sidst. Med Veronikas spøgelse vandrende gennem menneskemængden på gårdspladsen med et anerkendende blik: Hun ville have været stolt.

Gro bar faklen direkte videre fra sin mor, mens Frederik fandt mening i at hjælpe lokalsamfundet i en god sags tjeneste. I betragtning af, hvor meget sæsonen har handlet om internationalt og lokalt udsyn, har hovedkarakterernes verden dog forekommet en anelse lille: evigt og altid Grønnegaarden med en lille afstikker til håndboldhallen. En smule klaustrofobisk.

Men trods mine indvendinger mod dramaturgiens forcerede optrapninger gik det også op for mig med denne store finale, hvor meget jeg faktisk – og netop: på trods, ha! – holder af Emil, Gro, Frederik, Signe, Solveig, Lone, Robert og Kim. Særligt som de sad der i lyseblå og med en død fisk i favnen (jeg skal ikke rode mig ud i en tolkning af symbolikken, men der var sikkert en mening med galskaben).

Nogle af aftenens bedste momenter var således også de livgivende øjeblikke, hvor de fire søskende pifter hinandens højtidelighed og ængstelse – hvor de smiler indforstået af hinandens svagheder, fra Emils manglende evne til at holde på hemmeligheder til Gros stædige overtalelsesevner. Signe kan ikke få fred, ikke engang på toilettet – og det er netop charmen ved den impulsive og inkluderende levevis, der er Grønnegaard-familien, når den er bedste.

Karaktergalleriet, og selvfølgelig især de fire bærende, har været nuancerede og troværdige figurer, interessante mennesker med et rigt følelsesliv – placeret i nogle dramatiske kurver, der ikke altid har gjort dem tjenester.

Og til at inkarnere dem har serien rådet over det vel nok stærkeste skuespillerhold, vi har set på dansk tv siden ’Riget’.

DR har stadig svært ved at følge op på deres banebrydende åbningssæsoner. Heller ikke med ’Arvingerne’ blev det nogensinde helt så godt som sæson 1. Men derfor ville jeg alligevel aldrig have undværet den.

Læs også: Interview med Trine Dyrholm om at instruere ‘Arvingerne’ – »det kræver gevaldige nosser«

Læs også: Anmeldelse af ‘Arvingerne’ sæson 3 afsnit 8 – næstsidste kapitel var næsten for gemytligt